2. november 2016
Overvældende interesse
Der blev sat ny rekord med hele 398 ansøgninger fra musikere, som vil ud og spille skolekoncerter i 2017-18. Nu går udvælgelsen i gang.
LMS' fagudvalg kommer på en noget sværere opgave end tidligere, når de i dag tager hul på arbejdet med at læse, se og lytte sig igennem ansøgningerne fra musikgrupper og solister, som ønsker at berige de danske skolebørn med koncerter næste skoleår.
[IMG1]
Årets 398 ansøgninger er markant flere end den tidligere rekord fra 2014, hvor LMS fik 362 ansøgere. Desværre er antallet af koncerter ikke øget i mellemtiden, og der vil derfor være mange kvalificerede kandidater, som vil modtage et afslag, når feltet skal skæres ned til de godt 90 grupper, LMS forventer at sende på turne efter sommerferien.
Det er muligt at ansøge helt fra 1. september, så man uden sved på panden kan indsende sit bud to måneder før tidsfristen. Langt de fleste musikere ser dog ud til at foretrække at arbejde under pres, i hvert fald kom langt størstedelen af ansøgningerne ind løbet af de sidste tre døgn før fristen den 1. november kl. 12.
Her er et par nedslag i årets ansøgningsstatistik:
Onsdag den 26/10 kl. 11.15 - 120 ansøgninger
Fredag den 28/10 kl. 8.30 - 168 ansøgninger
Søndag den 30/10 kl. 19.30 - 219 ansøgninger
Mandag den 31/10 kl. 14.00 - 270 ansøgninger
Tirsdag den 1/11 kl. 6.00 - 353 ansøgninger
Tirsdag den 1/11 kl. 12.00 - 398 ansøgninger
I snit er der 3,5 musikere pr. ansøgning, og den mest populære målgruppe at spille for er mellemtrinnet, som fik 145 ansøgninger, mens indskolingen fik 125 og udskolingen 128.
Flere udenlandske musikgrupper har også valgt at søge. Særligt står de nordiske lande stærkt med flere ansøgninger fra Norge, Sverige, Finland og Island, men mange andre lande er også repræsenteret blandt andre Frankrig, Holland, England, USA og Indien.
Møllen drejer
Hvem der bliver udvalgt vil blive afgjort i løbet af den kommende måned, så alle musikere kan forvente at få svar senest i uge 49. De heldige musikgrupper skal svare tilbage med mulige turneuger allerede ugen efter, og derfra kører møllen med turneplanlægning, undervisningsmaterialer og så videre.