17. september 2017
Festivalklar
Forventningens glæde bobler i maven. Musik i Tide Festival 2017 står for døren, og her kan du se det samlede program.
Nedtællingen er i gang, navneskiltene er sendt til tryk og det færdige festivalprogram lagt online. På søndag den 24. september kl. 19.30 bliver dette års Musik i Tide Festival skudt i gang på Alsion i Sønderborg, og derefter følger to fulde dage med musik for fulde gardiner.
Hent det samlede program her.
For Sønderborgs skolers godt 7000 elever betyder festivalen et musikalsk afbræk fra det almindelige skoleskema. Hver skole deltager på festivalen en hel dag, hvor eleverne både vil komme til koncerter og workshops med musik og dans som omdrejningspunkt.
For 130 elever vil dagene dog også byde på hårdt arbejde, for de er kommunens samlede KulturCrew, som skal fungere som konferenciers, teknikere, guider og journalister under festivalen. Allerede her i ugerne op til, har de været i gang med kurser, skriverier og ikke mindst plakatophængning, som det ses i galleriet herunder, så alle børn og voksne på skolerne dagligt bliver mindet om den snarlige festival.
Læs mere om hele arrangementet på www.musikitide.dk og følg det live under festivalen under hashtag #lmsfestival eller #musikitide