9. november 2012

336 ansøgninger under lup

Der bliver lyttet, læst, diskuteret og argumenteret netop nu hos LMS, hvor fagudvalget er i gang med årets 336 musikalske ansøgninger.

Der er nok at se til for dette års fagudvalg, som fredag den 9. november er troppet op hos LMS i Aarhus for at tage første tørn med at sortere i de mange ansøgninger, LMS har fået ind fra musikere, som er interesserede i at spille skolekoncerter i 2013-14.

Hele 309 musikgrupper havde den 1. november færdiggjort i alt 336 ansøgninger med forskellige koncertproduktioner. Det er 10 færre end sidste år, men ikke færre nye - faktisk er næsten halvdelen af ansøgningerne fra grupper, som ikke tidligere har ansøgt hos LMS.

I alt regner LMS med, at der skal vælges 90 grupper, hvoraf ca 70 vil være produktioner, som allerede er eller har været rundt i landet for LMS, mens omkring 20 vil være nye produktioner.

Ansøgningerne i tal
Generelt kom ansøgningerne i år tidligere ind, end LMS oplevede sidste år, og der var også langt færre problemer for musikerne med at udfylde skemaet.

198 færdiggjorde ansøgningen samme dag, som de oprettede den, 88 brugte to til ni dage på den, mens 50 ansøgninger blev færdiggjort på mellem 10 og 60 dage.

Selvom musikerne var ude i bedre tid i år, var der stadig travlt op til deadline - 41 ansøgninger blev færdiggjort på dagen for ansøgningsfristen den 1. november 2012 - heraf var de 25 oprettet samme dag.

Musikerne
I de 336 ansøgninger deltager i alt 1225 musikere, hvoraf 320 er kvinder.
I gennemsnit deltager der 3,6 musikere per produktion, med 10 deltagere som højeste antal.

Mange af musikerne deltager for flere musikgrupper og i flere produktioner, så i alt er der "kun" tale om 943 forskellige musikere. 830 af dem er bosat i Danmark, mens de 113 resterende musikere har adresse i til sammen 21 forskellige lande.

Af de danske musikere kommer langt de fra hovedstadsområdet.

Musik til alle aldre

Mange musikgrupper mener, deres koncert egner sig for mere en én målgruppe, så når man går tallene op for de i alt 336 ansøgninger finder man at:
151 produktioner er rettet til indskolingen
205 produktioner er rettet til mellemtrinnet
175 produktioner er rettet til overbygningen

Fordelingen stemmer helt overens med sidst års ansøgninger.

Farvel til mange gode
Når fagudvalget fredag den 9. november ud på aftenen forlader Aarhus, er det forhåbentlig efter at have skåret det store ansøgerfelt ned fra 336 til omkring de 100 kvalificerede grupper, LMS så den kommende tid vil sammensætte det endelige katalog af. Tilretningerne sker så de udvalgte grupper stemmer med de elevtal og elevfordelinger, kommunerne netop i disse uger er i færd med at melde ind for næste skoleår.

Med så mange gode og gennemarbejdede ansøgninger fra professionelle musikgrupper, er det en tung opgave for fagudvalget, og det vil i sidste ende også betyde nej tak til mange absolut kvalificerede og spændende produktioner, gamle såvel som nye.

Senest 1. januar sendes der svar til alle ansøgere, om de er blevet udvalgt til at skulle på skoleturne i sæson 2013-14.