8. maj 2011

18 faglige kandidater

Det er et bredt ansøgerfelt, LMS' bestyrelse får at vælge i mellem, når to nye medlemmer til fagudvalget skal udpeges.

Det er et bredt ansøgerfelt, LMS' bestyrelse får at vælge i mellem, når to nye medlemmer til fagudvalget skal udpeges. Akademikere, musikere, undervisere, forskere. Repræsentanter fra både det rytmiske og klassiske musikliv, fra dem på scenen, dem bag scenen, dem i salen og dem helt ude i kulissen. Mange spændende kandidater meldte sig på banen, da LMS her i foråret efterlyste nye medlemmer til det uafhængige fagudvalg, som hvert år tager stilling til, hvilke musikgrupper, de danske børn skal kunne præsenteres for i skoletiden. I alt blev det til 18 ansøgere, og LMS' bestyrelse er nu i gang med at vurdere, hvem der er de helt rette for de to stillinger, som bliver ledige i denne omgang. Fagudvalget består inden ansættelsen af: Birgitte Boelt, pædagogisk konsulent ved CFU og områdekonsulent for LMS. Nikolaj Busk, spiller harmonika og klaver. Lisbeth Frostholm, musiklærer og formand for Folkeskolens Musiklærerforening Erik Kaltoft, pianist og professor ved Det Fynske Musikkonservatorium Benita Haastrup, trommeslager og percussionist. Mik Stegger, rytmisk guitarist og producer. Det er de to førstnævnte, altså Birgitte Boelt og Nikolaj Busk, der nu skal skiftes ud med nye, friske kræfter. Bestyrelsen forventes at have udvælgelsen klar sidst i maj.