20. juni 2022

LMS har ansat ny direktør

Levende Musik i Skolen har ansat tidligere souschef Gitte Abildtrup som direktør.

28 ansøgere og flere samtalerunder blev det til, før LMS i godt samarbejde med konsulentfirmaet Genitor fandt frem til sin nye direktør.

„Vi er meget glade for at kunne præsentere Gitte Abildtrup som ny direktør for LMS. Vi har været igennem en fin ansættelsesproces, og det er derfor med helt ro i maven og stor tilfredsstillelse, at vi kan sige, vi med Gitte har fundet den bedste kandidat til posten,“ siger Jens Juulsgaard Larsen, LMS’ bestyrelsesleder.

Gitte Abildtrup er i forvejen et kendt ansigt og navn i LMS, idet hun gennem en årrække har været souschef og sammen med tidligere direktør Ebbe Høyrup har varetaget ledelsen af LMS. Gitte Abildtrup har siden Ebbe Høyrups død i august 2021 været konstitueret som direktør for LMS, og hun er derfor godt rustet til opgaven.

„I bestyrelsen glæder vi os til det videre samspil med Gitte og især til at sætte fuld kraft under udviklingen i LMS, så vi sammen med andre aktører kan leve op til vores vision med Koncertløftet, nemlig kvalitetskoncerter til alle danske grundskoleelever,” siger Jens Juulsgaard Larsen.

Den nye direktør selv ser også frem til de ventende opgaver og samarbejder.

„Det er en kæmpe glæde at skulle stå i spidsen for LMS i denne tid, hvor vi er i en rivende udvikling både i vores organisation, strategi, samarbejder og aktiviteter. Jeg ser frem til at bruge min indsigt og erfaring til at bygge bro, skabe synergi og sammenhængskraft – og til at hejse flaget for, hvorfor og hvordan mødet mellem den professionelle musik og skoleeleven skaber læring, inspiration, dannelse og kulturel lighed. Endelig glæder jeg mig til og over at kunne fortsætte det vigtige arbejde sammen med dels LMS’ stærke hold, bestyrelsen og musikerne, dels vores gode samarbejdspartnere i Koncertløftet, på skoler og i kommuner, i Statens Kunstfond og i de øvrige nationale og internationale netværk,“ siger LMS’ nye direktør Gitte Abildtrup.