Rekordmange har ansøgt om at spille LMS Skolekoncerter
Ikke færre end 473 musikalske produktioner har denne gang ansøgt om at komme med i LMS’ koncertkatalog. Det er flere end nogensinde før i de 30 år, LMS har eksisteret.
Vil du spille skolekoncerter? Et rekordstort antal solister og grupper har i år svaret ja til dette spørgsmål. Det betyder, at LMS’ uafhængige fagudvalg skal spidse ørerne og pudse læsebrillerne ekstra godt denne gang, for forude venter et stort arbejde med at læse ansøgninger, se videoklip og lytte på musikeksempler.
Mød to af udvalgsmedlemmerne her:
Direktør i Levende Musik i Skolen, Gitte Abildtrup, er glædeligt overrasket over den store interesse for at spille koncerter for børn og unge i grundskolen.
“Jeg er ovenud tilfreds, for timingen er perfekt. Vi skal i skoleåret 2023-24 ud til mange flere skoleelever, blandt andet fordi Københavns Kommune er kommet med i koncertordningen. Så vi sender en stor tak til alle ansøgere, og jeg ved, at materialet kommer i gode hænder hos fagudvalgets dygtige og skarpe medlemmer,” siger Gitte Abildtrup.
Kunstnere, der missede ansøgningsfristen i år, kan allerede nu sætte ring om datoen 1. september 2023. Her åbner LMS nemlig igen for ansøgninger til at spille koncerter for landets bedste og vigtigste publikum – og fristen for at aflevere er som altid 15. oktober kl. 12.