Slagfærdige vindere
Torsdag d. 28. november fandt den årlige skolekoncert-konkurrence på Syddansk Musikkonservatorium sted. Se videoen fra dagen her.
I Syddansk Musikkonservatoriums koncertsal i Esbjerg samles indskolingsbørn fra Danmarksgades Skole og Boldesager Skole i spænding. Urolige og forventningsfulde sætter de sig til rette i de bløde klapsæder, der skråner ned mod scenen, hvor der allerede står klaver, trommesæt og kontrabas klar til dagens første skolekoncert.
“For LMS er det vigtigt at arbejde sammen med konservatorierne rundt om i landet, og det gør vi på forskellig vis. Et af de rigtig gode samarbejder, vi har, er med Det Jyske Musikkonservatorium og Syddansk Musikkonservatorium, hvor de studerende ikke bare hører om LMS, men også får lov at møde vores fantastiske publikum, nemlig børnene, fordi vi her afholder en konkurrence blandt de studerende om, hvem der kan lave den bedste skolekoncert. Og det er netop det, vi er samlet om i Esbjerg i dag,” siger seniorkonsulent i LMS og jurymedlem til konkurrencen, Jesper Gottlieb.
De fire grupper med studerende fra SDMK; Stedsans, Halmøre, Sofie Drejer og RNG-Duo, skal spille en komprimeret udgave af hver deres bud på skolekoncerter. På 20 minutter skal grupperne imponere både de fremmødte skoleelever og juryen, som består af to LMS-producenter, to undervisere fra SDMK og fire KulturCrew-elever fra Danmarksgades Skole. Der er fire LMS-skolekoncerter til fuld tarif og et coachingforløb med en professionel koncertproducent på højkant.
“Det er super attraktivt at vinde den her præmie, fordi man allerede som studerende kan få lov til at drage sig de erfaringer, som man eventuelt først skulle ud og gøre på et senere tidspunkt,” fortæller Liv Vester Larsen, underviser på SDMK og jurymedlem til konkurrencen, og fortsætter:
“Allerede nu kan vi se, at der sker noget med de grupper, der har vundet tidligere – vi har faktisk allerede nogle, der er på ordinær skolekoncerturné for LMS. Det vidner jo om, at konkurrencen har en positiv effekt. De kan drage sig gode erfaringer fra coachingforløbet og de fire skolekoncerter, som de får med sig i bagagen, og på den måde stå stærkere, når de skal lave en regulær LMS-ansøgning.”
Efter de fire korte skolekoncerter skal juryen træffe deres afgørelse. Rundt om det firkantede bord bliver der diskuteret og fremhævet positive aspekter fra alle koncerter, valget er meget svært, og tiden trækker ud. Tilbage i koncertsalen sidder de fire grupper og venter spændt på, at døren skal gå op. Da den endelig gør, er det med gode nyheder til dagens sidst-optrædende gruppe RNG-Duo, som spillede en imponerende slagtøjskoncert, der tryllebandt publikum.
“De andre var jo mega gode, så jeg følte virkelig, at det kunne gå alle veje. Det bliver sjovt at spille skolekoncerter. Vi har måske lidt samme mentalitet som børnene, så det passer godt, ” siger Kasper Grøn, den ene af de to musikere i RNG-Duo.
“Og så bliver det fedt at få coachingforløb, så får vi måske alting lidt mere på plads og lidt mere styr på, hvordan alting fungerer,” supplerer duoens anden halvdel, Albin Rosenqvist.
RNG-Duo kan sagtens se sig selv som skolekoncertmusikere og synes, det er vigtigt at nå ud til børn og unge:
“Der er ikke så mange af os slagtøjsstuderende, fødekæden er lidt i fare, så vi ville gerne ud og inspirere nogen til at opdage en lyst til at spille,” siger Kasper Grøn og Albin Rosenqvist, tilføjer:
"Derfor er det helt perfekt at spille for børn, fordi vi forhåbentlig fanger dem i en alder, hvor de skal beslutte, om de vil fortsætte med at spille musik, eller om de skal finde på noget andet.”
Hos LMS er der stor glæde for de unge musikeres blik for fødekæde og vigtigheden af skolekoncerterne, og et håb om at alle deltagerne vil huske at ansøge, når LMS åbner for ansøgninger til skolekoncertturné næste år.
“Grunden til, at vi i LMS går ind i det her samarbejde, er for at sikre talentudvikling blandt de konservatoriestuderende tidligt. På den måde sikrer vi fødekæden i fremtiden. Vi gør også de studerende opmærksomme på, det store publikum skolebørn er, med 680.000 grundskoleelever i Danmark, men også på den formidlingsmæssige udfordring det kan være at spille skolekoncerter for børn, der jo ikke er betalende koncertgæster,” fortæller seniorkonsulent Jesper Gottlieb.
Næste gang, der er skolekoncert-konkurrence på programmet, er blandt de studerende på Det Jyske Musikkonservatorium d. 24. februar 2025, tilmeldingsfristen er d. 20. januar 2025 klokken 12. Find nærmere info og kriterier for at søge her.