15. maj 2025

Læs ny udgivelse om skolekoncertens betydning

Nyt videnskatalog med ti spændende artikler stiller skarpt på effekten af professionelle, skræddersyede skolekoncerter.

Forskningsprojektet ‘Når musikken spiller’ udgiver nu et videnskatalog med ti artikler skrevet af forskere og fagpersoner. Nogle af artiklerne tager udgangspunkt i de tre videnskabelige artikler, som projektet udsendte tidligere på foråret, andre er skrevet af bl.a. lærere, skoleledere og musikere.

Omdrejningspunktet er: Hvad sker der i børnene og i fællesskabet, når professionelle musikere træder ind på skolens domæne og bringer den levende musik med sig? Hvilken rolle kan æstetiske oplevelser spille i en pædagogisk og didaktisk kontekst?

VIDENSKATALOG TIL PRINT  VIDENSKATALOG TIL WEB

Kataloget rummer ti stærke perspektiver på den professionelle skolekoncerts betydning for dannelse, trivsel og fællesskab – samt fingerpeg om, hvad vi stadig mangler viden om og svar på.

Materialet spænder bredt og tegner et nuanceret billede af, hvordan levende musikoplevelser i skolen kan understøtte børns og unges trivsel, dannelse og fællesskab. Artiklerne dækker både praktiske erfaringer fra lærere, kulturkonsulenter og skoleledere, musikernes perspektiver fra koncerter i praksis, og forskningens blik på musikkens betydning i pædagogiske sammenhænge.

“Et centralt tema er musikkens evne til at skabe fællesskab – ikke blot i øjeblikket under koncerten, men som noget, der kan have langvarig betydning for elevernes sociale og personlige udvikling. Der lægges vægt på, at musik ikke er noget, der bare ‘tilføjes’ skolen, men noget der kan integreres dybt i skolens kultur, styrke relationer og skabe rum for sanselighed, nysgerrighed og selvudfoldelse,” forklarer Dorthe Damgaard, vidensmedarbejder hos Levende Musik i Skolen (LMS) og sammen med projektmedarbejder Ronja Petersen redaktør på videnskataloget.

Både diffust og håndgribeligt

Leder af den forskergruppe, der står bag ‘Når musikken spiller’-projektet, og som har skrevet et udsnit af artiklerne, docent ved Professionshøjskolen Absalon, Mikkel Snorre Boysen, forklarer om videnskataloget:

“Stoffet favner både struktur og spontanitet: Fra planlagte undervisningsforløb og brug af undervisningsmateriale før og efter koncerter, til de uforudsigelige og stærkt følelsesladede øjeblikke, hvor musikken rammer eleverne og skaber ægte nærvær og resonans. Der er fokus på elevinddragelse, på det åbne møde med det fremmede og på, hvordan æstetiske oplevelser kan give børn og unge en dybere forståelse af sig selv og andre,” siger Mikkel Snorre Boysen.

Kataloget kombinerer indsigter fra skolens hverdag med et bredere blik på musikkens samfundsmæssige betydning. Noget, der glæder direktør Gitte Abildtrup fra Levende Musik i Skolen:

“Artiklerne har samlet set en undertone af, at musik i skolen ikke kun ses som en del af faglig dannelse, men som noget, der bidrager til demokratisk deltagelse, kulturel forståelse og livskvalitet. Det er i høj grad vand på LMS’ mølle, for vi arbejder netop for, at alle grundskoleelever skal have lige adgang til musikalske oplevelser,m fordi koncerterne rummer et enormt potentiale,” pointerer Gitte Abildtrup.

Læs meget mere i videnskataloget HER – og deltag i de to vidensseminarer, som afholdes på baggrund af udgivelsen af videnskataloget i hhv. København d. 3. juni og i Aarhus d. 10. juni.

Tilmeld dig seminarerne:

  • København, 3. juni – [LINK]
  • Aarhus, 10. juni – [LINK]
  • Tilmeldingsfrist: 25. maj (Kbh) og 1. juni (Aarhus). Begrænsede pladser.

Fakta om ‘Når musikken spiller’

  • Forskningsprojektet ‘Når musikken spiller’ har til formål at samle, kortlægge og analysere viden om professionelle skolekoncerter og disses indvirken på elevers dannelse, trivsel og fællesskab.
  • I foråret 2025 udsendes dels tre forskningsartikler (publiceres i både danske og internationale videnskabelige tidsskrifter), dels et videnskatalog med ti artikler skrevet af fagpersoner og forskere.
  • Forskergruppen er bredt funderet med medlemmer fra Syddansk Universitet og Professionshøjskolen Absalon i regi af Center for Grundskoleforskning og VIA University College. Projektet er støttet af Augustinus Fonden.