Top-pianist ærer afdød mentor med skolekoncert
Niels Lan Doky giver 20. januar en koncert på Osted Efterskole til ære for den afdøde bassist, Niels-Henning Ørsted Pedersen, der var født og opvokset i Osted.
I år er det 20 år siden, at bassist Niels-Henning Ørsted Pedersen døde. Der var en stærk, kreativ og venskabelig forbindelse mellem pianisten Niels Lan Doky og NHØP, som den internationale stjerne-bassist fortrinsvis blev kaldt – og Niels Lan Doky mærker stadig forbindelsen den dag i dag.
Derfor har Levende Musik i Skolen (LMS) på pianistens opfordring arrangeret en koncert 20. januar på Osted Efterskole som led i Niels Lan Doky International Jazz Collective’s igangværende skolekoncertturné.
“Jeg havde meget tætte bånd til Niels-Henning Ørsted Pedersen, som var min mentor i de tidlige stadier af min karriere. NHØP arrangerede min første pladekontrakt og turnerede og indspillede meget med mig i midten og slutningen af 1980'erne og langt ind i 1990'erne. Derfor var det vigtigt for mig at lægge vejen forbi NHØP’s hjemby og give en koncert,” forklarer Niels Lan Doky.

Foto taget af Wolfgang Freithof i Woodstock, New York november 1986 under indspilningen af Niels Lan Dokys andet album, "The Target". Fra venstre trommeslageren Jack DeJohnette, Niels Lan Doky og Niels-Henning Ørsted Pedersen.
Osted i blodet
Niels-Henning Ørsted Pedersen blev født i Osted i 1946 og voksede op på Osted Fri- og Efterskole, hvor hans mor og far var forstanderpar fra 1941 til 1971. NHØP døde i 2005 og ligger begravet på Osted kirkegård.
“Koncerten bliver en påmindelse for mig selv om de værdier, som NHØP stod for, samt et glædeligt minde om alle hans skønne musikalske gaver og bidrag til verden,” lyder det fra Niels Lan Doky, som under koncerten vil fortælle om NHØP og spille et nummer, som de indspillede sammen.
Både elever og medarbejdere på Osted Efterskole glæder sig til den intime koncert, som er lukket for offentligheden, og som vil give publikum lejlighed til at komme helt tæt på en dansk jazzlegende:
“Niels Lan Doky er en stor musiker, som passer flot ind i den stolte musiktradition, som vi har her på stedet – og som jo er formet af Niels-Henning Ørsted Pedersen og hans familie. Vi har ofte besøg af store musikere og ensembler, og de musikalske møder udvider elevernes horisont. De opdager, at genrer, som de ikke kender, kan rumme enorm kvalitet,” siger forstander Per Krøis Kjærsgaard – og uddyber:
“Kulturelle oplevelser er en del af elevernes dannelse, og dannelse er jo grundlaget for alt. Vi plejer at sige, at vi laver højskole for efterskoleelever. Det betyder bla., at vi introducerer dem til kunst og idéhistorie – og stiller de helt store livsspørgsmål: Hvad vil det f.eks. sige at være menneske her og nu? Kunsten er tidløs. Her kan man træde ud af hverdagen og skabe et rum, hvor følelserne og de store spørgsmål får plads,” forklarer Per Krøis Kjærsgaard.
På en mission
Når Niels Lan Doky lægger vejen forbi Osted Efterskole er det som del af den verdensberømte jazzpianists fjerde skolekoncertturné for det nationale kompetencecenter Levende Musik i Skolen. En turné, der denne gang tæller i alt 20 koncerter for udskolingselever på både folkeskoler og fri-, privat- og efterskoler i Jylland og på Sjælland.
“Jeg håber, at vi kan give de unge ny kulturel dannelse og en forståelse for, hvad jazz er, hvad jazz kan – og hvorfor FN kalder jazz ‘den perfekte metafor for demokrati’. Sidst, men ikke mindst vil vi gerne give publikum en vigtig musikalsk oplevelse, som de ellers ikke ville have fået,” siger han.
Når Niels Lan Doky pakker klaveret sammen og afslutter årets skolekoncertturné, har han siden 2021 spillet for over 6000 skoleelever fordelt over 58 LMS-skolekoncerter.
.jpg)
Foto: Andreas Houmann
Fakta om Niels Lan Doky
- Internationalt anerkendt pianist, komponist og producer. Født i 1963.
- Opvokset i København med sin vietnamesiske far, danske mor og lillebror Chris Minh Doky, som han senere dannede The Doky Brothers sammen med.
- Allerede som 15-årig trådte Niels Lan Doky ind på den danske jazzscene, og i 1981, kort efter gymnasiet, rejste han til USA for at studere jazz på Berklee College of Music i Boston. Her opnåede han hurtigt international anerkendelse og har spillet med nogle af jazzens største ikoner.
- Niels Lan Doky har udgivet adskillige albums i eget navn, medvirket som pianist og producer på mange andre udgivelser og modtaget talrige priser og anerkendelser.
Se mere om efterskolekoncerterne på www.lms.dk/efterskoler