Viden om skolekoncerter skal ud at leve
Augustinus Fonden står bag flot donation på 200.000 kr. til formidling af igangværende forskningsprojekt om skolekoncerternes betydning for børn og unge.
‘Når musikken spiller’ er titlen på det forskningsprojekt, LMS sammen med Syddansk Universitet, VIA University College og Professionshøjskolen Absalon søsatte sidste år. Nu løftes projektet med ny fondsbevilling på 200.000 kr. fra Augustinus Fonden, som skal sikre udbredelse af den foreløbigt indhentede viden.
“Vi er virkelig taknemmelige og glade for Augustinus Fondens store interesse for og opbakning til LMS' arbejde med forskning i den professionelle skolekoncerts betydning i skolen. Med den flotte bevilling i hus, vil vores forskning nu i langt højere grad nå direkte ud til vores tætte samarbejdspartnere i kommuner over hele landet,” siger Dorthe Damgaard, som er vidensmedarbejder hos Levende Musik i Skolen og tovholder på projektet.
Forskningsprojektet går ud på at kvalificere eksisterende viden om de professionelle skolekoncerter og deres betydning for elevernes dannelse, trivsel og fællesskab. Det har i første omgang taget udgangspunkt i ti års detaljerede evalueringer af LMS’ skolekoncerter samt resultaterne fra et 2023-pilotprojekt, som munder ud i tre forskningsartikler i starten af 2025.
Den nye bevilling betyder, at der kan sættes fuld damp på formidlingen. I første omgang vil der i april blive udgivet et inspirationskatalog både fysisk og digitalt med ti artikler, der dels formidler resultaterne, dels italesætter forskellige relevante temaer. Dernæst vil to formidlingsseminarer i april og maj invitere kommunale aktører og beslutningstagere i LMS’ nuværende 73 samarbejdskommuner til at deltage i et dynamisk program med forskeroplæg og erfaringsudveksling.
“Indtil nu har projektet i høj grad handlet om at producere akademisk viden. Nu skal vi have det samlet og omsat, så kommunekontakter og andre samarbejdspartnere kan anvende den i deres arbejde. Derudover vil vi gerne se fremad, for det data, der indtil nu er indsamlet, kan langt fra stå alene. Dette projekt skal også gøre os skarpere på, hvad det er for en type viden, der er brug for mere af – og med andre ord danne grundlag for yderligere forskning. Derfor sætter vi meget stor pris på det gode samarbejde, vi har med Augustinus Fonden,” forklarer Dorthe Damgaard.
Fakta om ‘Når musikken spiller’
Forskningsprojektet ‘Når musikken spiller’ har til formål at samle, kortlægge og analysere viden om professionelle skolekoncerter og disses indvirken på elevers dannelse, trivsel og fællesskab. I vinteren 2024-25 sendes tre forskningsartikler til udgivelse baseret på LMS’ evalueringer gennem ti år og et pilotprojekt fra efteråret 2023. Forskergruppen er bredt funderet fra Syddansk Universitet, VIA University College og Professionshøjskolen Absalon i regi af Center for Grundskoleforskning. Projektet er støttet af Augustinus Fonden.
![Augustinus_Fonden_logo_RGB_black_SMALL(1)](/files/Nyheder/2022/Augustinus_Fonden_logo_RGB_black_SMALL(1).jpg)