Spil koncerter for 375.000 elever
Musikere søges! Vil du spille for Danmarks mest nysgerrige publikum? Ansøg til LMS koncertsæson 2026/27 nu.
LMS inviterer nu professionelle musikere og ensembler til at ansøge om at blive en del af skolekoncertprogrammet for sæson 2026/27. Vi leder efter kunstnere, der kan levere koncertoplevelser af høj kunstnerisk kvalitet – og som sammen med os ønsker at sikre en bred repræsentation på tværs af musikgenrer, køn, aldersgrupper og udtryksformer.
LMS’ arbejde hviler på ønsket om, at børn og unge møder de mange forskellige musikalske stemmer, der afspejler samfundet i dag. Diversitet på alle parametre er ikke kun et mål, men en direkte forudsætning for at give eleverne et nuanceret musikalsk møde.
Ansøgninger modtages frem til 15. oktober kl. 12.
Herefter går LMS’ uafhængige fagudvalg i aktion, gennemgår materialet grundigt og sammensætter til slut det hold, der skal turnere på skolerne i 2026/27.
Nyttigt webinar
Er du musiker og nysgerrig på, hvordan du kan komme på skolekoncertturné gennem Levende Musik i Skolen? Så kan du blive klogere på både konceptet og ansøgningsprocessen, når LMS inviterer til webinaret "Spil skolekoncerter for LMS" torsdag den 11. september kl. 15.00–16.00.
På webinaret møder du LMS’ seniorkonsulent Jesper Gottlieb, der fortæller om koncertordningens baggrund, indhold og praktiske rammer. Han guider dig ligeledes trin for trin gennem, hvordan du søger om at blive en del af ordningen – og hvad fagudvalget især lægger vægt på.
Webinaret foregår HER. Tilmelding ikke nødvendig.
Musikere med noget på hjerte
Guitarist og vokalist Flavia Couri fra garagerockgruppen The Courettes har netop taget hul på femte år som LMS-musiker. Hun anbefaler LMS-ordningen varmt:
“Da vi hørte om LMS, blev vi straks forelskede i idéen om at spille rockkoncerter på skolerne. Dengang vi selv var børn og lidt misfits, ville det have været kæmpestort for os, hvis der var kommet et band som vores ud på skolen. Vi ville være gået helt amok. Det er en gave at spille skolekoncerter. Vi kan se de elever, der føler sig anderledes, og vi kan inspirere dem. Det er fedt at vise, at det er cool at være anderledes, og at netop dér opstår meget kunst,” forklarer Flavia Couri.
Folkemusikgruppen Okotari Jakatar er nyere i flokken og således kun i gang med anden LMS-turné. Violinist og vokalist Manuela Nika ønsker – foruden at præsentere elever for bl.a. Balkanmusik – at lufte en anden mærkesag:
“Jeg vil rigtig gerne være en rollemodel. Der skal være mange flere kvinder, der spiller instrumenter. Musik skal ikke fordeles på den måde, at mænd spiller og kvinder synger. Alle skal have mulighed for at udforske begge dele. Derfor er det vigtigt, at børnene ser, at piger også kan spille violin eller andre instrumenter,” fastslår hun.
Søg i god tid
Vi opfordrer alle interesserede til at gå i gang med ansøgningen allerede nu, så der er tid til at finde de rette lyd- og billedfiler og formulere en grundig præsentation inden fristen den 15. oktober kl. 12.
Har du ansøgt før, logger du blot ind på lms.dk med dit eksisterende login og vælger, om du vil oprette en ny ansøgning eller kopiere en tidligere. Nye ansøgere starter med at oprette en profil her, før ansøgningsskemaet udfyldes fra bunden.
NB! Inden du søger, er det også vigtigt at have læst krav og kriterier.
Vi glæder os til at høre fra dig.
(Foto: Christian Brandt)