24. marts 2023

Løgn og latin, musik og vin

Musik, fortælling og fantasi går op i en højere enhed, når elever som en del af et nyt undervisningsmateriale fra LMS skal sætte musik på Baron von Münchhausens – og deres egne – løgnehistorier.

“Salaam, salaam,” råber et kor af begejstrede børnestemmer. Baron von Münchhausen er netop ankommet til den syriske ørken, og på arabisk hilser han på Hvirvelvinden fra Wien: En bedrøvet kvinde klædt i rødt og guld, der har mistet sit kæreste eje – én eneste flaske vin. Heldigvis for Hvirvelvinden er baronen lidt af en helt, og lynhurtigt finder han flasken, der ligger begravet i ørkensandet. Hvirvelvindens nød er forbi.

“Gi’ hende den tilbage nuuu,” lyder det insisterende fra en førsteklasseselev, da han ser vinen – som viser sig at være saftevand – i baronens hånd.

Foruden at være navnet på en løgnagtig baron fra 1700-tallet, er “Münchhausen” i LMS-regi navnet på en skolekoncertgruppe bestående af Mathias Madsen Munch, Jens Elfving og Tira Skamby. Førstnævnte er sammen med sin bror Rasmus Madsen Munch aktuel med et af de nye, digitale undervisningsmaterialer fra LMS, som også har fået navnet “Baron von Münchhausen”.

“Ideen bag det nye materiale er, at Rasmus og jeg gerne vil gøre musikken fra koncerten endnu mere tilgængelig for eleverne. Vi har udviklet en model, hvor alle elever kan være med, fordi materialet lægger sig i slipstrømmen af den musik, de selv lytter til. Gennem samspil, dans og improviserede løgnehistorier, får vi frigjort elevernes musikalitet og skaberkraft,” siger Mathias Madsen Munch og uddyber:

“Materialet er lavet sådan, at eleverne direkte kan imitere det, de ser i videoerne. Det skal være alle elever, der kan skabe noget med materialet og ikke kun de særligt interesserede eller ressourcestærke elever”.

Hvornår må man lyve?

Keytar, elektrisk violin og percussion forenes i hæsblæsende rytmer, da kapløbet om verdens bedste flaske vin sættes i gang. Hvirvelvinden hvirvler afsted, mens baronen hepper i baggrunden. Børnene i publikum råber og klapper i takt til musikken, og da missionen lykkes, opstår der vild jubel. Baron von Münchhausen har endelig fundet verdens bedste flaske vin med hjælp fra Lytteren fra Libanon, Hvirvelvinden fra Wien og Jægeren fra Yemen. Historien er god – selvom den vist nok er løgn.

Manden bag både koncert og undervisningsmateriale, Mathias Madsen Munch fortæller, at inspirationen kommer fra børnebøgerne om Baron von Münchhausen, som Mathias selv læste som barn.

“Jeg har bygget min egen fortælling op inspireret af Baron von Münchhausens sørejser. Pointen i vores historie er, at ingen ved, om det reelt er verdens bedste flaske vin, som bliver fundet til sidst i koncerten. Men det er mindre vigtigt, fordi historien om vinen er så god, at den i sig selv er en udsøgt oplevelse,” siger Mathias Madsen Munch.

Udover at materialet skal åbne op for elevernes musikalske kreativitet, håber Mathias altså også, at materialet kan inspirere lærerne til at tage nogle lidt dybere, etiske snakke med deres elever.

“Når man arbejder med materialet, er det jo oplagt at tale om etikken bag det at lyve. Man kan snakke med eleverne om, hvor grænsen går mellem at fortælle en god løgnehistorie og at fortælle en løgn, der skader andre. I vores univers er løgnehistorierne uskyldige og er med til at åbne sluserne til elevernes fantasi og forestillingsevne,” siger Mathias Madsen Munch.

Klik her, og hør producer Rasmus Madsen Munchs version af sangen om Baron von Münchhausens mange løgne. 

Medskabende musikundervisning

De tre musikere fra Münchhausen stiller sig i døråbningen og spiller lavmælt på deres instrumenter, mens børnene i en lang række går forbi. Endnu en skolekoncert er vel overstået for Münchhausen, der – i forskellige konstellationer – har spillet LMS Skolekoncerter de sidste syv år. Deres produktion har flere gange været under udvikling, og med udgivelsen af det nye digitale undervisningsmateriale kommer den til at udvikle sig endnu mere.

“På sigt regner vi med, at vi skal ud og spille på skoler, hvor de har brugt materialet til at øve den nye version af sangen og til at fortælle deres egne løgnehistorier. Tanken er, at vi så kan sætte sangen på til sidst i koncerten, så eleverne får en fornemmelse af, at de kan genkende den, og mærke, hvordan den groovy opbygning adskiller sig fra koncertens øvrige udtryk,” siger Mathias Madsen Munch.

Selvom materialet på nuværende tidspunkt stadig er nyt, er Mathias heller ikke i tvivl om, hvad han håber på, at lærere og elever kan få ud af materialet.

“Jeg håber, de synes, det er mega sjovt, og at lærerne bruger materialet til at lave musikundervisning, hvor eleverne kan være medskabende og lave noget fedt samspil,” siger Mathias Madsen Munch.


Du kan finde undervisningsmaterialet “Baron von Münchhausen” lige HER.