13. april 2023

Eleverne tester: Lydjagt med Anders Graae og BandLab

Tre 6. klasser på Mørdrupskolen i Espergærde stikker tomlen op efter test af nyt digitalt materiale fra LMS, hvor de har produceret deres egne musiknumre. Læs mere om forløbet, og hør elevernes produktioner her.

Find lyde i dine omgivelser, optag dem og lav musik med dem. Det er konceptet i det nye digitale undervisningsmateriale fra LMS, der har fået navnet “Lydjagt med Anders Graae og BandLab”. Gennem fire forskellige instruktionsvideoer viser materialets producent Anders Graae, hvordan elever i mellemtrinnet ved hjælp af appen BandLab kan producere sjove, kreative og unikke musiknumre.

Anne Mette Tybjerg, der er musiklærer på Mørdrupskolen i Espergærde, testede i starten af året det nye materiale med sine tre 6. klasser. Da hun i forrige uge afsluttede forløbet med sine klasser, kunne eleverne fremvise en række flotte og kreative produktioner med navne som “Cool klassesang” og “Pop from Denmark”. Her er både blevet plads til klaverakkorder, rap og autotune, og spørger man eleverne selv, hvad de synes om forløbet, er de positivt stemt.

“Det har været fedt at arbejde med noget teknisk, og det har virkelig været sjovt; især det med at eksperimentere med alle mulige lyde og være på lydjagt,” siger Felix Tønners, Clotilde Strand, Olivia Petersen og Selma Madsen fra 6.B, der sammen har produceret nummeret “Sommer”.

De bakkes op af elever fra parallelklassen.

“Vi har lært, hvordan man komponerer musik i forskellige stilarter, og hvordan man sætter det sammen, så det lyder godt. Det var nemt at indspille lydene og finde på en melodi,” fortæller Isabella Schalburg og Alberte Steenberg fra 6.C, der er producenterne bag “Cool klassesang”.

Hos LMS har vi fået mulighed for at dele et udpluk af de produktioner, som eleverne i 6. klasse på Mørdrupskolen har produceret med hjælp fra det nye digitale materiale med Anders Graae og BandLab. Hør dem herunder – og læg gerne mærke til produktionernes forskellige lyde, effekter og udtryk.

1. “Cool klassesang” - af Isabella og Alberte, 6.C.

2. “Pop from Denmark” - af Karoline, 6.C.

3. “Sang” - af Gustav, Mads-Emil og Robin, 6.C.

4. “Sommer” - af Felix, Clotilde, Olivia og Selma, 6.B.

Det digitale undervisningsmateriale “Lydjagt med Anders Graae og BandLab” kan findes her: https://lms.dk/undervisningsmaterialer/

Digital idé hittede på SoMe

I den første af de fire instruktionsvideoer er musiker Anders Graae selv på lydjagt hos en autoophugger. Her finder han blandt andet lyden af en bildør, der smækker, slag på dæk og en raslende jernkæde. Når eleverne skal arbejde med materialet, kræver det dog ikke en klasseudflugt til nærmeste autoophugger. Gode lyde kan nemlig findes overalt – også i musiklokalet, i skolegården eller på legepladsen. Om materialet siger Anders Graae:

“Idéen til Lydjagt-materialet opstod faktisk under corona-nedlukningen, hvor jeg selv var nødt til at finde en digital måde at undervise mine elever i musik på. Jeg lavede i første omgang bare én instruktionsvideo til eleverne, hvor jeg gennemgik appens funktioner”.

Anders Graae delte efterfølgende videoen via sociale medier, og her fik den god respons fra andre lærere. Han valgte derfor at viderebringe idéen til LMS, som gerne ville være med til at udvikle et helt undervisningsmateriale omkring konceptet. Det blev i sidste ende til fire udførlige videoer, hvori Anders Graae producerer sit eget musiknummer og guider eleverne i processen undervejs.

BandLab faktaboks grå

Spørger man musiklærer Anne Mette Tybjerg, har materialet givet mulighed for at afvikle et spændende og mere teknisk orienteret musikforløb med eleverne.

“Det har været både sjovt og udfordrende at arbejde med materialet. Det er mit indtryk, at eleverne synes, det er fedt at arbejde med at lave digital musik – det åbner op for, at de kan være kreative med musikken på en ny måde,” siger Anne Mette Tybjerg.

Set ud fra et lærerfagligt perspektiv fremhæver Anne Mette især, at materialet fungerer godt i praksis, fordi det er tilrettelagt godt til de 45-minutters lektioner, som hun har til rådighed med klasserne.

“Det er et meget anvendeligt materiale, der passer godt både til rammerne for undervisningen og til det niveau, som elever i mellemtrinnet ligger på,” siger Anne Mette Tybjerg, der på sigt også planlægger at prøve materialet af med nogle lidt yngre elever.

I videoen herunder kan du se et kort sammenkog af instruktionsvideoerne og få en forsmag på undervisningsmaterialet.

Er du musiklærer i mellemtrinnet, og har du lyst til at se nærmere på “Lydjagt med Anders Graae og BandLab”, så finder du materialet her: https://lms.dk/undervisningsmaterialer/