Grønlandske LMS-koncerter vækker opmærksomhed
Grønlandske Tarrak rydder med sine skolekoncerter for LMS op i udbredte misforståelser. I morges gæstede han Go’Morgen Danmark for at fortælle mere om projektet.
“Det er en fed idé at sende grønlandske kunstnere ud og spille for danske skoleelever. Jeg føler, at jeg er med til at give eleverne vigtig information om mit land, Grønland.”
Sådan fortæller den grønlandske rapper Josef Tarrak, der i starten af marts turnerede for LMS på skoler i hele Jylland. Koncerterne og Tarraks budskab til de danske skoleelever har både under og efter turneen vakt stor interesse hos lokale medier såvel som DR Nyheder og TV2.
Senest var det Go’Morgen Danmark, der i morges – onsdag d. 18. marts – inviterede Josef Tarrak ind til en snak om skolekoncerterne. Her fortalte Tarrak, hvordan hans koncert er bygget op omkring en række grønlandske rap- og popnumre, og imellem numrene fortæller han så på dansk om sin musik, livet som ung grønlænder og de mange kulturelle misforståelser, der stadig præger forholdet mellem Grønland og Danmark.
Ella-Marie Sydbøge fra 9.B på Danmarksgades Skole i Esbjerg er blandt de elever, som for nylig oplevede Tarraks skolekoncert. Hun var med live fra skolegården og fortalte blandt andet, at hun synes, det var fedt, at Tarrak rappede på grønlandsk. Desuden synes hun, det var spændende, at eleverne gennem Tarraks fortællinger blev klogere på, hvordan det er anderledes at være ung i Grønland i forhold til Danmark.
Ifølge Tarrak er målet med skolekoncerterne netop, at eleverne går fra koncerten med opdateret viden om det moderne Grønland.
“Jeg håber, at jeg med min musik bliver en del af en bevægelse, der gør, at mine egne børn ikke skal møde de samme stereotyper, som jeg har mødt. Jeg tror, at grønlændere og danskere kan lære meget af hinanden, hvis vi begynder at lytte – og det synes jeg indtil videre, at skoleeleverne har været totalt gode til,” siger han.
Rigsfællesskabet på skemaet
Josef Tarrak er 27 år gammel, født og opvokset i Grønland og lever i dag af at være skuespiller og musiker under kunstnernavnet ‘Tarrak’. Hans kunst er ofte samfundskritisk og kommenterer på alt fra uddannelsessystemet til kolonialisme. Med et vågent blik har han i en årrække observeret forholdet mellem Grønland og Danmark, og han arbejder hårdt for at rydde op i misforståelserne mellem de to forbundne folk.
“I 300 år har Grønland og Danmark haft et tæt forhold. Og alligevel er det altid de samme spørgsmål om isbjørne og igloer, jeg skal svare på, når danskere spørger ind til mit hjemland,” konstaterer Josef Tarrak.
Blandt andet for at gøre op med den slags stereotyper begyndte Tarrak – sammen med to andre grønlandske musikproduktioner – i 2025 begyndte at spille skolekoncerter for danske børn og unge, organiseret af Levende Musik i Skolen.
Foruden selve koncerten har LMS udarbejdet et undervisningsmateriale, hvor eleverne blandt andet kan lære Tarrak at kende gennem videoer og læse danske oversættelser af hans tekster. Og mødet med den grønlandske rapper har tydeligvis vakt begejstring hos skolerne:
"Hele udskolingen bobler i dag. Tarrak er som en magnet på vores unge mennesker. Eleverne var betagede og opslugte af både musik og formidling. Karismatisk, nærværende og indlevende." – Snejbjerg Skole, Herning
"Josef var god til at forklare eleverne, hvordan det var i Grønland og hvad han sang om i sine sange. Eleverne var meget optagede af koncerten og ville meget gerne tale mere med ham efter koncerten, selvom de havde fået fri på det tidspunkt." – Hedensted Skole, Hedensted
“Helt fænomenal! Tarrak var super dygtig til at give plads til alle elevernes spørgsmål med humor, seriøsitet og karisma.” – Dybkærskolen, Silkeborg
Der er ikke flere koncerter med Tarrak på programmet dette skoleår, men i maj og juni fortsætter LMS med at sætte spot på Grønland og rigsfællesskabet, når den grønlandske trommedanser Nuka Alice starter sin skoleturné. I artiklen her kan du læse mere om projektet med de grønlandske musikere.

Fotos: Laura Lennert Jensen