Højt niveau på konservatoriet
I går afholdt LMS den årlige konkurrence mellem studerende på DJM, og finalisterne bød på alt fra folkemusik til elektropop.
To gange om året afholder LMS – i samarbejde med henholdsvis Det Jyske Musikkonservatorium (DJM) og Syddansk Musikkonservatorium (SDMK) – konkurrencer for unge studerende. Her bliver der dystet i at lave den bedste skolekoncertproduktion, og løber man med sejren, vinder man et mini-forløb med en koncertproducent samt fire betalte LMS-skolekoncerter.
I går løb årets første konkurrence så af stablen på DJM i Aarhus. Grupperne ‘Ida & Astrid’ og ‘Valøya’ optrådte med koncerter målrettet indskoling og mellemtrin, mens ‘Lykke’ og ‘Søn af en Gud’ optrådte med koncerter for udskolingen.
I publikum sad et spændt hold af elever fra Frederiksbjerg Skole og Laursens Realskole, og inden hver koncert præsenterede to KulturCrew-elever fra Laursens Realskole musikgrupperne.
Fra A-Z i genrekataloget
Første gruppe på scenen var Ida & Astrid, der optrådte med klassisk musik fremført på firhændigt flygel. De to KulturCrew-værter bød velkommen med ordene “Hvad nu hvis man er to, der spiller på et klaver? Så har man pludselig fire hænder, og så kan alt ske” – og så var koncerten ellers i fuld gang.
Herefter fulgte Valøya, der spillede klassiske folkemusiknumre og med sang, dans og fortælling inddrog indskolingseleverne. Dette førte blandt andet til en nyfortolkning af en ellers gammel vise, som med input fra publikum kom til at handle om en ulv og en trold, der kendte hinanden fra svømning.
Efter en pause og en udskiftning i publikum, der nu bestod af 9. klasses elever, kom Lykke på scenen med hendes band. Lykke, der sidste år vandt titlen som Årets Håb ved Den Fynske Musikpris, optrådte med sine egne numre i genren indie-pop. Omdrejningspunktet for numrene var ungdomsliv og identitetskrise, og sangene faldt i god jord hos det unge publikum.
Sidste gruppe på scenen var Søn af en Gud. Trioen – med sangeren Mads Kiersgaard i front – optrådte ligesom Lykke med egenproducerede musiknumre, og her var der fuld skrue på lydeffekter og autotune. Koncerten blev rundet af, da gruppen hev en stor, hjemmebygget lysport frem, som publikum skulle gå igennem, mens de tænkte på deres ønsker for fremtiden og lyttede til den stemningsfulde musik.
Vinder kåret i tæt felt
Da koncerterne var slut, blev det tid til, at årets jury skulle på banen. I år bestod juryen af seniorkonsulent Jesper Gottlieb og projektkoordinator Marie-Louise Grund fra LMS, docent Karsten Aaholm og lærer Signe Højmark Thaarup fra DJM samt to KulturCrew-elever fra Laursens Realskole: Tau Fjeldvig Cramer fra 4.A og Alba Vanggaard Brønnum fra 6.A.
Juryen var fra start enige om, at finalisterne i år lå meget tæt, og der blev derfor diskuteret i længere tid.
“Det var et meget lige felt i år, og juryen var faktisk enige om, at alle fire grupper kunne blive til en god skolekoncertproduktion. Det gjorde det utroligt svært at vælge,” siger Signe Højmark Thaarup fra DJM.
Hun fortæller endvidere, at juryen foruden den musikalske kvalitet havde fokus på især ét aspekt af gruppernes optræden – og at det var dette fokus, der endte med at afgøre konkurrencen.
“Vi kiggede i høj grad på formidlingen – altså inddragelsen af eleverne. Et af hovedformålene med skolekoncerter er jo at få børnene til at være en del af processen og musikken. Jo mere medskabende, eleverne kan være, jo mere får musikken lov at leve. Og her var Valøya altså lige en smule foran de andre grupper,” siger Signe Højmark Thaarup og fortsætter:
“Derfor faldt valget på Valøya. De var exceptionelt gode til at få børnene inddraget aktivt i nuet. Og derudover formidler de en musiktradition, som ikke er noget, børnene hører hver dag og får dem gjort interesserede i at lære mere om folkemusikken,” afslutter hun.
Klar til skoleturné
Tilbage i salen blev alle fire finalister samlet i en rundkreds omkring dommerjuryen, hvorefter de to unge dommer fra Laursens Realskole i kor udråbte Valøya som vinder – til stor glæde for de fire musikere i folkemusikgruppen.
“Vi er mega glade. Det var virkelig en sjov oplevelse, og det var så fedt at mærke, hvor søde og glade børnene i publikum var, mens vi spillede,” siger forsanger Daphne Sander.
Valøya består foruden Daphne Sanders vokal og fortællerrolle af Mark Vang Lauridsen på guitar, Christian Mathias Laursen på trommer og violin samt Shona Mélis på kontrabas. Gruppen har i en længere periode spillet koncerter for voksent publikum, men gårsdagens konkurrence var altså første gang, de afprøvede et koncept målrettet børn.
“Vi har siddet i øvelokalet og snakket om, hvordan børnene mon ville reagere. Børn har jo et helt andet filter – eller nærmere intet filter – så vi har da været nervøse for, om de bare ville synes, at det var mega kedeligt og så også give udtryk for det. Men heldigvis tog de vildt godt imod det,” siger Daphne Sander.
Efter dagens succesoplevelse lægger gruppen heller ikke skjul på, at de glæder sig meget til at indløse deres vinderpræmie og drage på mini-skoleturné i skoleåret 26/27.
“Vi glæder os enormt meget til at komme ud og spille de her skolekoncerter. Jeg husker ikke, at jeg blev eksponeret for livemusik i min folkeskoletid – og slet ikke folkemusik – så jeg synes, det er superfedt, at vi kan give dét til eleverne,” siger Christian Mathias Laursen og afslutter:
“Det bedste ville være, hvis nogle af eleverne bliver inspireret og selv får lyst til at spille folkemusik. Det er drømmen.”