Freja Kirk spiller sej moderne R’n’B i international klasse og udgav i 2019 efter 3 års arbejde sit anmelderroste album ‘Pussyfied’. Hendes intense og provokerende sange rykker ved grænser og stereotyper og er baseret på hendes egne dybt personlige følelser og historier - ofte med afsæt i ikke at passe ind. I musikken har hun fundet et frirum, hvor hun med sin sangskrivning kan udfordre ideen om, at vi alle skal passe ned i de kasser, samfundet har skabt. I stedet må man prøve at finde sig til rette i sin krop, være ærlig mod sin indre stemme - og søge styrke og mod til at kæmpe for den, man er.