LMS slår kløerne i musiklivets nyeste skud
I samarbejde med Syddansk Musikkonservatorium (SDMK) i Esbjerg har LMS i december afholdt en konkurrence blandt de studerende. Det blev gruppen Atika, som til slut løb med sejren og den halve skoleturné rundt i kongeriget. I januar gentages dysten med studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium.
Der var godt fyldt på publikumspladserne, da LMS og SDMK afholdt konkurrence blandt de studerende. 50 elever og deres lærere fra den kreative linje på Rørkjær Skole i Esbjerg var klar til at opleve de nye talenters idéer til, hvordan en skolekoncert skal skæres. Og bedst af dem var gruppen Atika, der udviste stort overskud undervejs – ikke mindst i kommunikationen med publikum. Det var tydeligt, at gruppen havde øvet koncerten grundigt:
“Vi er rigtig glade for at vinde konkurrencen, bl.a. fordi vi har brugt meget tid og energi på at forberede os. Det er rart at mærke, arbejdet bærer frugt,” siger Nikolaj Rosvig, som er percussionist og klarinettist i Atika.
Atika tager eleverne med på rejse gennem to tusind års musikhistorie og fremfører musikken på autentiske instrumenter såsom lut, cello, djembe og cajon. Gruppen genopliver gammel musik med et repertoire spændende fra det ældste musikalske værk nogensinde fundet til de mest populære melodier fra nordisk og spansk musiktradition. Medlemmerne har musikalsk og pædagogisk baggrund og erfaring fra musikskoler, folkeskoler og friskoler og bygger derfor på en interesse for både musikalske og pædagogiske aspekter af koncerten.
“Børn er umiddelbare, levende og ærlige – og derfor et spændende publikum at spille for. Vi glæder os til at præsentere historierne og kulturen bag vores musik, hvilket også er en underliggende pædagogisk hensigt med projektet,” forklarer Nikolaj Rosvig.
Vellykket debut
Materiale- og koncertproducent Jesper Gottlieb fra LMS roser hele arrangementet, som var premieren på det nye, årligt tilbagevendende samarbejde mellem LMS og SDMK:
“Konkurrencen gik over alt forventning. De fire finalegrupper fra vidt forskellige musikalske genrer skabte en afvekslende koncertbuket med højt niveau, stort kunstnerisk potentiale og spændende musikalske og tekstlige udtryk. Det lover særdeles godt for fremtidens musikliv,” siger han – og tilføjer om vinderen, Atika:
“De leverede en virkelig helstøbt præstation, hvor gruppens spændende musikalske mix gik rent igennem til det fremmødte publikum – ikke mindst takket være en solid formidling og et afvekslende musikalsk program. Gruppens lidt usædvanlige instrumentation kildede også nysgerrigheden – cello, saxofon, barokguitar og theorbo, som er en sjælden og lang baroklut, samt percussion,” beretter Jesper Gottlieb tydeligt imponeret.
Koncerter og coaching i kikkerten
Atika nyder æren af at have vundet, men glæder sig også til at indløse den håndgribelige præmie:
“Vi ser frem til at skulle på skoleturné, og vi er spændte på at modtage coaching fra LMS. Vi har ikke før modtaget coaching, så vi får sikkert en masse brugbart ud af processen,” forudser Nikolaj Rosvig fra Atika.
Jesper Gottlieb fra LMS lover, at Atika kommer til at nyde godt af forløbet:
“I coachingprocessen arbejdes der med at styrke gruppens samlede udtryk fra scenen. Ikke bare selve musikken, men i høj grad også formidlingen af den, brugen af koncertrummet, koncertens dramatiske kurve osv. Alt sammen elementer, der kræver lige så meget fokus som det musikalske indhold for at skabe en vellykket skolekoncert,” sammenfatter LMS-producenten.
Konkurrencen fandt i år sted som del af Smag for Klassisk-initiativet og var dermed støttet af Det Obelske Familiefond og Spar Nord Fonden.
I januar er det de studerende fra Det Jyske Musikkonservatoriums tur til at konkurrere, ligeledes med en LMS-turné som præmie.