25. februar 2025

Atypisk band tager juryen med storm

Mandag d. 24. februar fandt den årlige skolekoncert-konkurrence sted på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Vinder-bandet er atypisk på mere end én måde.


Fire musikgrupper med studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium er mødt op i Kammersalen på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Det samme er en flok udskolingselever samt 11 KulturCrew-elever fra Frederiksbjerg Skole i Aarhus. Musikgrupperne skal spille komprimerede udgaver af hver deres bud på skolekoncerter for udskolingseleverne. På 20 minutter skal de imponere både publikum og juryen, som består af Karsten Aaholm, docent (DJM), Signe Højmark Thaarup, timelærer (DJM), Mads Mølbach, projektkoordinator (LMS), Jesper Gottlieb, seniorkonsulent (LMS) og Oskar og Lærke, KulturCrew-elever fra Frederiksbjerg Skole. Præmien for at vinde konkurrencen er fire LMS-skolekoncerter til fuld tarif og et coachingforløb med en af LMS’ erfarne koncertproducenter.

Formiddagens musikalske menu er orgeltrioen Local Hero, folkemusik fra Carol Supreme, folkjazz serveret af Nystalgi og vokalkoncert med HunKlang.

Og vinderen er…

“Det musikalske niveau, vi har oplevet til de fire koncerter i dag, har været virkelig højt. Når vi om lidt annoncerer vinderen, er det også med en opfordring til de resterende grupper om at overveje at sende en ansøgning til den ordinære LMS-ansøgningsrunde i september, for vi kan se dem alle spille skolekoncerter i fremtiden,” siger seniorkonsulent hos LMS og jurymedlem ved konkurrencen Jesper Gottlieb.

Men en vinder skal vælges, og efter en halv times voteringen er juryen klar med svar; vinderen er vokalgruppen HunKlang.

(HunKlang sammen med juryen. Til udnævnelsen af vinderne var det et amputeret band, der måtte stille op, da Maline Josephine Nuka Heiberg desværre ikke kunne deltage hele dagen.)

“Vi blev da lidt overraskede. Vi har ikke hørt alle de andre spille deres koncerter, men vi kender jo de andre, og vi ved bare, at de er mega dygtige,” siger medlem af HunKlang Sofie Amanda Pedersen om sejren, og bandkollegaen Anna Vind Andersen tilføjer:

“Jeg tænkte også, at det var et svært felt at skulle slå, fordi de er så dygtige alle sammen, så vi havde jo selvfølgelig virkelig håbet, vi ville vinde, men vi havde slet ikke regnet med det. Og hvor blev vi bare glade.”

HunKlang er et band bestående af fire vokalister, som spiller alt fra pophits med beats fra trommemaskine og synth-temaer til storslåede episke og intime vokalbårne ballader. De fire sangerinder har hver deres kunstnerprojekt og kunstnernavn: Anna Vind Andersen har kunstnerprojektet AVA, Sofie Amanda Pedersen har kunstnerprojektet Sofie Amanda, Mathilde Rosengren Bruun har kunstnerprojektet VELA og Maline Josephine Nuka Heiberg har kunstnerprojektet Maline. Sammen tager de deres egne individuelle sange og omarrangerer dem, så de akkompagnerer hinanden, og på den måde skaber et nyt fælles udtryk. Det understreges også visuelt under koncerterne, hvor de bytter plads mellem instrumenter.

Vil gerne inspirere

Bandet har snart spillet og sunget sammen i ét år. De spillede nemlig deres første koncert sammen på kvindernes kampdag d. 8. marts 2024. HunKlang vil gerne vise diversitet og være stærke kvindelige rollemodeller, der viser, at kvinder kan tage plads på scenen og bidrage kunstnerisk.

De bryder også med den typiske instrumentering af et band, da de er fire vokalister og undervejs i koncerten spiller på mange forskellige instrumenter hver. De har oplevet at føle sig låste i en forventning om, at et band ser ud på en bestemt måde. Med deres skolekoncerter håber de på at kunne inspirere de unge mennesker i udskolingen til at have mod på at bryde ud af faste roller, som de selv har gjort – uanset om det er i et band, vennegruppen eller på fodboldholdet.

“Vi føler, at vi har noget godt at byde ind med til de unge mennesker. I forhold til, at vi er et andet slags band, og vi gør noget andet, end man typisk ser. Vi synes, det er vigtigt, at de unge mennesker ved, at man gerne må lege med musikken,” siger Sofie Amanda Pedersen, og Mathilde Rosengren Bruun tilføjer:

“Man må gerne prøve at spille instrumenter, man normalt ikke spiller som sit hovedinstrument. Det vil vi gerne være nogle forbilleder på. Vi talte også under koncerten om, at det er atypisk at se fire kvinder spille i et band sammen, men det er ikke atypisk, hvis det er fire mænd. Vi ville selv gerne have set fire kvinder spille i band sammen, da vi gik i udskolingen. Så der håber vi også, vi kan fungere som forbilleder for eleverne.”

Et nyt publikum

Der er enighed i kvartetten om, at det er en anderledes opgave at skulle spille for børn fremfor voksne.

“Mit indtryk er, at det er nemmere at inddrage børnene og få dem til at gøre forskellige ting. Nogle gange kan et voksent publikum godt være lidt statisk. Med børnene kan vi virkelig arbejde med den pædagogiske vinkel ind i musikken, for eksempel med, hvordan man får dem bedst inddraget. Det er spændende, nyt og helt sikkert noget, vi kommer til at lære en masse af,” siger Sofie Amanda Pedersen.

Og netop inddragelsen legede bandet allerede med under deres konkurrence-koncert, da kvinderne inviterede publikum til at synge med på et akustisk nummer, hvor kvinderne selv trådte væk fra deres mikrofoner. Det var knald eller fald, for hvis ikke eleverne havde været med på inddragelsen, så var der opstået en pinlig tavshed. Men det skete heldigvis ikke – for eleverne sang med på sangen.

(HunKlang under konkurrence-koncerten, foto af Klaus Møller-Jørgensen)

“Jeg synes, eleverne var meget opmærksomme. De var virkelig med os, de lyttede efter og kiggede os i øjnene. De virkede opslugte af koncerten. De var et virkelig fedt publikum,” siger Anna Vind Andersen.

Og den gode oplevelse gør, at kvinderne samstemmigt kan sige, at de virkelig glæder sig til at indløse præmien på fire tarifbetalte skolekoncerter og et coachingforløb med en LMS-koncertproducent.

“Det bliver så fedt at få noget sparring fra en, der kender aldersgruppen bedre end os,” siger Mathilde Rosengren Bruun, og Anna Vind Andersen tilføjer:

“Men alene bare de kommentarer, vi har fået nu i feedbacken fra juryen efter udnævnelsen, kan vi bruge – vi forstod virkelig alt, de sagde.”

LMS afholder hvert år konservatoriekonkurrence både på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus og Syddansk Musikkonservatorium på skift i Esbjerg og Odense.