28. januar 2020

Årets Musiker på LMS-plakaten

1500 børn kan glæde sig til at møde Årets Musiker, når Steppeulv-prisvinderen Jonathan Bremer tager på skolekoncertturné efter sommerferien.

Lørdag d. 25. januar blev den danske kritikerpris Steppeulven uddelt. Her viste det høje niveau blandt Levende Musik i Skolens musikere sig endnu engang, da Jonathan Bremer fra duoen Bremer/McCoy kunne gå fra prisfesten som Årets Musiker. Faktisk vandt han prisen foran sin makker Morten McCoy, der også var nomineret, og sammen var de to desuden nominerede Årets Komponist.


Duoen har spillet skolekoncerter siden 2017, og det er ikke bare de danske anmeldere, som er begejstrede for deres ordløse jazz, det er lærere og elever også.


”Overbevisende på sin egen stille måde. Uden at underholde, fastholdte musikerne elevernes opmærksomhed. De blev udsat for noget, de ikke selv ville finde.” Sådan lød det for eksempel fra Thyregod Skole i Vejle efter en af efterårets skolekoncerter med Bremer/McCoy.


Også på Langmarkskolen i Horsens var Bremer/McCoy en succes.


“Super godt på alle måder. Eleverne var rigtig glade og meget optagede af musikken,” lød det fra skolens evaluering.


Hvilke skoler, der efter sommerferien får besøg af Bremer/McCoy, afgøres de kommende måneder, hvor Levende Musik i Skolen i samarbejde med skoler og kommuner får puslet den kommende sæson på plads.

Indtil da kan du nyde en lille forsmag på gruppens koncert her.


Fakta

Siden 2003 har Foreningen af Danske Musikkritikere afholdt ”Steppeulven” – en pris der hylder årets musikalske højdepunkter.


Blandt dette års vindere er både nye som gamle navne på den danske musikscene. Vinderne kåres af en jury, der består af en række musikanmeldere fra diverse musik- og dagblade fra hele landet.


Se hele listen af vindere her.