Kan man måle, når sjælen skælver?

Kronikken blev bragt i Politiken 19. januar 2020.

Vi ved det alle sammen. Så hvorfor er det så svært at tale om? At en kunstnerisk oplevelse kan have enorm værdi, som sætter dybe spor i os, ja, den kan forandre os for altid. Alligevel bliver argumenterne ofte tynde, når værdien af kunst og kultur skal beskrives.

Konsekvensen er, at kulturlivet aldrig rigtig er en politisk vindersag. Spørgeskemaundersøgelser viser, at folk hellere vil have hofteoperationer end teaterture. Men er det spørgsmål rigtigt stillet op?

Altid taler man om investeringer i hospitaler, skoler, plejehjem og motorveje. Aldrig taler man om investeringer i kultur.

Her taler man i stedet om støtte – kunststøtte. Hvorfor det, spørger vi? Det er vores påstand, at der mangler substans i debatten om kulturens værdi. På den måde taber ikke blot kunsten og dens institutioner – det gør vi alle sammen.

Problemet er måske, at vi ikke har sproget til det.

Når vi skal til at argumentere for, at kunsten har værdi, griber vi i skuffen med såkaldt bløde begreber om ”kulturarv” og ”dannelse”. Alternativt laver kulturlivet undersøgelser, som viser, at en krone investeret i kultur kommer flere gange tilbage i form af omsætning, arbejdspladser, moms og skatter.

Men argumentet er naturligvis fattigt: Dels vil den investerede krone i de fleste tilfælde give større afkast, hvis den var blevet brugt på anden vis – dels laver vi jo ikke kunst, som delvist er finansieret af offentlige midler, fordi det skal give økonomisk mening. Vi gør det, fordi kunst skaber værdi på en helt anden måde.

Det er nogle af disse værdier, vi vil fortælle om i denne kronik. De handler om børns udvikling, voksnes trivsel og alle menneskers målbare, uudslettelige behov for kunst i deres liv.

Det er værdier, der er håndgribelige, konkrete og vigtige – så vigtige, at gevinsterne ved kunst efter vores mening er for store til, at vi ikke tager kunsten mere alvorligt som et samfundsanliggende.

Nu tager vi bladet fra munden og opfordrer kunst- og kulturinstitutioner landet over til at gøre det samme: Vi må begynde en åben og direkte italesættelse af kunstens værdi i vores samfund og menneskeliv.

Alle store diktatorer har for længst forstået, at kunsten kan ændre den måde, vi ser verden på. Kunst har været bortcensureret, og den har været brugt som propaganda. Men vi behøver ikke at kigge så langt som til alverdens diktaturer, for hvornår har skildringer af menneskers skæbne i film, teater, musik og litteratur ændret vores syn på vores eget liv?

Selv et barn kender kunstens livsomvæltende kræfter.

Tag nu Kasper. Han var genert som dreng. En tænksom type og aldrig helt på bølgelængde med de jævnaldrende.

Men da han var ni år, tog hans far ham med til operaen Carmen, og for en stund var det som om, hans ensomhed lettede: I teatrets magi oplevede han pludselig, at der var et sprog for alt det, han følte, men ellers aldrig havde kunnet dele med nogen.

Han fornemmede et fællesskab: At vi mennesker faktisk er sammen om dette liv og de længsler, frustrationer, drømme, had, kærlighed og håb, som det indeholder, og at der findes et ”sprog” for det.

Vi kender vel alle den følelse: At et stykke musik, litteratur eller en teaterforestilling beruser og berører os. Nu mærker man noget – noget stort, en samhørighed, som en naturoplevelse; følelsen undslipper sproget, og den sidder i os længe efter.

”Føler du dig meget i live lige nu?”, spørger man måske sig selv. For det er netop det, man gør. Men hvorfor?

Vi ved mere om det spørgsmål, end debatten ofte lader tro. Tag bare børnene. Forskningen i børns udvikling leverer en meget håndgribelig dokumentation på kunstens effekt i vores liv.

Børn, som undervises i en ”kunstrig” skole, klarer sig markant bedre senere i livet end børn, som har gået i skoler med ringe fokus på kunstaktiviteter, viste for eksempel professor James S. Catterall fra University of California Los Angeles i et af de mest grundige og opsigtsvækkende studier på området, Doing Well and Doing Good by Doing Art fra 2009. Han målte på data fra 25.000 elever i folkeskolens ældste klasser og igen, da de var 26 år.

40 procent af børnene fra de kunstrige skoler havde valgt en universitetsuddannelse mod 27 procent fra kunstfattige skoler. Ud af dem opnåede 84 procent af de kunsttrænede elever en universitetsgrad mod 46 procent fra de kunstfattige folkeskoler.

Resultaterne var selvfølgelig kontrolleret for børnenes socioøkonomiske baggrund; faktisk var den positive forskel endnu større for børn, som kom fra mindre ressourcestærke hjem:

”Elever fra lavindkomsthjem havde betydelig fordel ud af at gå i kunstrige skoler sammenlignet med tilsvarende elever fra kunstfattige skoler,” som et hovedresultat fra undersøgelsen lød.

Smag lige på den én gang til: Børn, som kommer fra hjem, hvor betingelserne på den ene eller den anden måde kan hæmme læring, har ganske enkelt en dokumentarbart bedre chance for at få en uddannelse, hvis de går på en skole, der inkluderer kunst i undervisningen.

Kunst lærer børn en særlig måde at tænke på, som de har fordel af i hele deres liv resten af livet, lyder resultaterne fra et andet stort forskningsprojekt under det amerikanske undervisningsministerium.

Her fulgte forskerne to gymnasier i Bostonområdet, hvor man havde særlig fokus på kunst. De fandt, at eleverne ikke bare lærte at tegne og male, men en særlig måde at tænke og handle på, en række ”vaner”, som de kaldte det.

Vanerne var blandt andet evnen til at lære et håndværk, engagement og vedholdenhed, observation, forestillingsevne, refleksion og at overskride grænser og undersøge.

Børn ved ikke, at kunst er ”finkultur”, som voksne lidt distanceret kalder det. De involveres bare i kunsten som et håndværk.

De inspireres af de spørgsmål, kunsten rejser og begejstres af de vældige udfordringer og store kvaliteter, den afslører. Det viser en rapport ”Att skapa och uppleva kultur tillsammans” fra et forskningsprojekt i samarbejde mellem Operaen i Stockholm og Smedhagensskkolen 2016-2019.

På en stor forskningskonference på John Hopkins Universitetet gik flere forskere helt tæt på den synlige forskel, som kunstaktiviteter skaber i hjernen.

Her blev blandt andet præsenteret resultater baseret på hjernescanninger. Billederne anskueliggjorde, at kunstaktiviteter kan styrke hjernens opmærksomhedsnetværk, så det fremmer læring i samtlige fag, og desuden øger koncentration, ro i klassen og forbedrer elevernes såkaldt flydende IQ-score. Den flydende og emotionelle intelligens er den, man bruger, når man støder på et nyt problem, man ikke på forhånd har redskaberne til at løse.

Det er ikke svært at gennemskue, hvad den slags kompetencer har af betydning i et innovationssamfund som det danske.

Men fordelene handler om meget mere end faglighed. Kunst i skolen styrker elevernes grundlæggende forudsætninger for udvikling, sundhed og læring, og der er efterhånden stigende evidensen for kunstens effektive håndtering af også det følelsesmæssige og sociale klima, der skaber samarbejde og inklusion. En kunstrig opvækst handler med andre ord også om livsduelighed og trivsel.

Også når det gælder voksne, findes der en stigende forskningsinteresse for at undersøge, hvad kunst og kultur gør ved os mennesker. Arts Council England satte sig i 2014 for at samle den tilgængelige viden om disse subjektive værdier.

På tværs af forskningslitteraturen har man forsøgt at undersøge hvordan mennesker, som oplever kunst, påvirkes på tre planer: en umiddelbar effekt, en efterfølgende refleksion og en signifikant længerevarende og mere grundlæggende påvirkning, som især øges ved gentagne kunstoplevelser, der bygger oven på hinanden.

Forskningen viser, at kunstoplevelsen umiddelbart kan føre til en følelsesmæssig påvirkning og øget oplevelse af mening, og derefter til læring og kritisk refleksion. Kunstoplevelser påvirker også mennesker æstetisk og aktiverer deres kreativitet, viser studierne.

Den langsigtede effekt, som opbygges ved gentagne kunstoplevelser, kan føre til øget social samhørighed, øget empati, udvidet verdenssyn og individuel trivsel. Det er altså ikke længere noget, vi bare påstår, men noget som faktisk er påvist i forskningen.

Det er resultater, der rimer på de resultater, forskningen har påvist omkring børns udvikling, og det er især bemærkelsesværdigt, at det er den gentagne brug af kunst – når kunsten bliver en god vane, man lærte at kende tidligt i livet – der har langsigtet effekt.

Med andre ord: Det er kunstens potentiale for at påvirke os mennesker, som er central, når vi skal forstå kunst og kulturs betydning og værdi.

Der findes også helt andre typer af forskning, som påviser at kunsten og kulturen har værdi for samfundets borgere. Kulturøkonomiske forskere har længe arbejdet med at undersøge værdien af kunst og kultur som offentlig gode. De har for eksempel værdisat kunst og kultur ved at undersøge, hvor villige borgerne er til at betale for goderne – også selvom, de aldrig bruger dem selv.

Den eneste danske videnskabelige undersøgelse af danskernes betalingsvillighed for kultur som offentligt gode blev lavet i medkronikør Trine Billes PhD-afhandling for ca. 25 år siden.

Den viste bl.a., at kun syv procent af befolkningen havde været i Det Kongelige Teater det seneste år, og hele 68 procent havde aldrig været der.

Alligevel ville 78 procent gerne betale for, at vi har et kongeligt teater, og halvdelen ville gerne betale 60 kr. om året eller mere over deres skat, hvor 60 kr. svarede til det, en skatteborger den gang i gennemsnit betalte til teatret om året over skatten. Et nyt stort forskningsprojekt af samme karakter, men med et bredere sigte, er i gang under ledelse af Trine.

Ugebrevet Mandag Morgen/Altingets Kulturpolitiske Netværk lavede sidste år en undersøgelse af danskernes opbakning til kunst og kultur, der støtter det gamle resultat: En klar majoritet af danskerne bakkede op om, at det offentlige skal investere i museer, teater, dans, ballet, opera, koncerter og litteratur, omend undersøgelsen ikke viste, hvor meget danskere så var villige til at betale.

Hvorfor vil man betale for noget, man aldrig bruger selv? Kulturøkonomerne peger på, at der findes en række værdier udenfor markedet. Det er altså størrelser, der ikke har nogen pris, sådan som vi er vant til at tænke på en vares værdi, og de bliver heller ikke handlet ligesom andre goder. Den ikke-markedsomsatte værdier er reelle, men de skal måles på andre måder end de markedsomsatte.

Økonomerne taler bl.a. om optionsværdier, bevarelsesværdier, eksistensværdier, prestigeværdier samt om uddannelses- og dannelsesværdier.

En optionsværdi er, når man gerne vil betale for, at operaen i Danmark bevares, så man selv har mulighed for at komme der, selvom man ikke af den ene eller anden grund gør det i øjeblikket. Eksistensværdierne handler om, at man gerne vil betale for, at for eksempel Nationalmuseet bevarer og forsker i vores kulturskatte og -arv uafhængig af, hvor mange besøgende museet har, eller om man selv kommer der.

Bevarelsesværdier handler om, at vi investerer i at bevare kulturgoder i dag, så de ikke går endegyldigt tabt for fremtiden, for eksempel arkæologiske genstande eller vores verdensberømte klassiske ballet, og så har kunst og kultur dannende og uddannende værdi, sådan som vi redegjorde for tidligere i kronikken.

Internationale studier viser, ligesom det danske, at de ikke-markedsomsatte værdier for mange kulturtilbud er store og betydeligt større end markedsværdien.

Vi, der står bag denne kronik, har den ambition at synliggøre betydningen af kunst- og kulturlivet. Det kan ikke længere være en undskyldning, at kunstens betydning ikke er håndgribelig nok. Den er både konkret og vigtig, hvilket studierne i børns udvikling entydigt dokumenterer.

Hvordan kan vi ikke ville have et samfund, hvor børn bliver styrket i kritisk tænkning, kreativitet og lærer at arbejde i fællesskaber, hvor flere børn med flere forskellige intelligenser får mulighed for at vise, hvad de kan og udvikle sig?

Hvordan kan vi derfor lade være med at tale om vigtigheden af, at flere danske børn får adgang til at beskæftige sig med kunst.

På Det Kongelige Teater har man sat sig for at øge sit bidrag til den sag markant i de kommende år. For som en skoleleder på Amager sagde til Kasper, da hans 4. klasser havde danset Nøddeknækkeren: Når vi laver et forløb sammen med Det Kongelige Teater, så er det altid nogle andre børn, som helt uventet stråler.”

De privilegerede skal nok få adgang til kunst. En aktiv kulturpolitik handler om at sikre rammerne for, at vi alle får adgang til de oplevelser, der gør vores verden større.

Vi skal investere i kulturen, så hele samfundet kan høste de gevinster, der kun er at finde her. Men indsatsen må starte med, at vi kan redegøre for kunstens værdier med argumenter, der giver os fast grund under fødderne og en ny selvsikker tilgang til den politiske arena.

Vi anerkender, at kulturen spejler vores eksistens. Når alt kommer til alt, er det måske kun kunstens sprog, der kan rumme store dele af vores tilværelse. Som alle ved, er enhver kliche essensen af en sandhed. Sådan koger de store ord nok alligevel ind, hvad kunsten betyder for os, og hvad vi ville miste, hvis den ikke længere bliver skabt rundt om os, hele tiden.

Kunsten former de fortællinger, som intet menneske eller samfund kan være foruden. De handler om, hvem vi er, hvorfor vi er her, og hvor vi kommer fra.

Men med denne kronik har vi med vores nedslag i kulturøkonomi og børns udvikling argumenteret for, at nogle af kunstens unikke værdier også kan beskrives rationelt.