Sammen om levende musik
Levende Musik i Skolen udvider sin publikumsskarre i Aarhus til også at dække de ældre segmenter. Et stort sundhedsprojekt støttet af Statens Kunstfond skal gennem et år undersøge musikkens værdi i pleje- og sundhedssektoren.
At musik kan skabe stemninger, bringe minder frem og påvirke vores humør kan de fleste nok nikke genkendende til. Men kan mødet med den professionelle livemusik også give patienter og ældre borgere større glæde, tryghed og lindring, som i sidste ende betyder bedre behandling af det hele menneske?
Det skal projektet SOL musik (Sammen Om Levende musik) nu undersøge.
Projektet er blevet til i samarbejde mellem Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune, Region Midtjylland, Det Jyske Musikkonservatorium og Levende Musik i Skolen.
Konkret vil der under projektet blive afholdt 50 koncerter for mennesker i sårbare livssituationer, og de skal så følges af en forskergruppe, som undersøger i hvor høj grad musikken sætter spor og skaber værdi for de udsatte og sårbare borgere på hospitaler og plejecentre, på både kort og lang sigt.
Levende Musik i Skolen er som kompetencecenter inviteret med i projektet, der allerede har ført flere koncerter til LMS-musikere med sig.
"Det er jo ikke fordi, vi i fremtiden skal hedde "Levende Musik i Skolen og på Plejehjem og Sygehuse", men det giver selvfølgelig god mening at vi deler ud af den viden, vi har. Både omkring producentarbejdet med at klæde musikerne på til at formidle deres musik til en bestemt målgruppe, og i forhold til at kuratere og udvælge koncerterne i første omgang. Endelig også i forhold til at få opbygget et netværk og administrativt system, som kan hjælpe projektet i mål med både at indsamle den ønskede viden, men også at finde en form, så det kan gå fra et være et étårigt projekt til at være et fast tilbud i Aarhus og måske også andre kommuner," fortæller LMS-souschef Gitte Abildtrup.
Hun er glad for at LMS kan hjælpe til, og ser mange fordele i samarbejdet for LMS.
"Der er slet ingen tvivl om, at vi får meget ud af SOL musik. Nye idéer kommer frem, netværk styrkes, vi har fået et stærkt samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium, og så kommer der selvfølgelig også en viden ud af projektet, som vi er sikre på på en eller anden måde kan bruges i vores arbejde med musikken. Og nåhr ja, så falder der jo også nogle koncerter af til vores musikere," siger Gitte Abildtrup.
Og se TV2 ØSTJYLLANDs nyhed om det her
Aros Guitar Duo, som næste sæson skal på turné for LMS , er en af de grupper, der er booket ind i sundhedsprojektet. Her spiller de koncert på Dialyseklinikken i Aarhus.