Nyt musikskole-samarbejde
Samarbejde for og med musikken er en grundpille hos LMS, der derfor glæder sig over at være en del af et spændende projekt i Silkeborg, hvor skolekoncerterne spiller sammen med det lokale projekt "Kulturklasser".
I Silkeborg Kommune har kulturskolen Den Kreative Skole sammen med lokale skoler oprettet 35 Kulturklasser, hvor eleverne fast i en time om ugen skal beskæftige sig med enten dans, billedkunst eller musik. Og netop arbejdet i musikklasserne har dette efterår fået en ekstra dimension, idet der er indgået samarbejde med Levende Musik i Skolen, som supplerer elevernes instrumentundervisning med en koncertoplevelse, hvor samme instrument er i fokus.
“Samarbejdet betyder for eksempel at vores guitarklasser i november fik besøg af den professionelle heavy metal-kvartet Defecto, som har udgivet tre albums, varmet op for Metallica og Rammstein og vundet flotte priser inden for heavy metal-genren. Koncerten bød på en enorm energi og autencitet, og børnene fik en masse ud af mødet med et hold unge musikere, som har gjort musikken til en levevej og en livsstil,” forklarer Knud Mortensen, som er kulturskoleleder i Den Kreative Skole, Silkeborg.
Hos Levende Musik i Skolen glæder det konstitueret direktør Gitte Abildtrup at høre om de gode oplevelser i Silkeborg Kommune.
“Den Kreative Skole spiller som kulturskole en stor og vigtig rolle i Silkeborg Kommune. Levende Musik i Skolen er derfor glade for at være med til at gøre Kulturklasse-initiativet endnu mere relevant ved at give adgang til professionelle koncerter, som er sammensat og produceret specielt til skoleelever. Ved at inddrage mødet med etablerede musikere giver vi børnene inspiration og en oplevelse af, hvad det kan føre til, hvis man bruger mange timer på sit instrument – og hvad godt sammenspil egentlig kræver,” siger Gitte Abildtrup.
Knud Mortensen fra Den Kreative Skole er enig:
“Koncerten og det at kunne stille spørgsmål til professionelle musikere kan give et ekstra gear til undervisningen. Det bliver nemmere at forstå, hvad en udøvende musiker er for én, og hvad professionel musik kan, når du som Kulturklasseelev ser og hører musikerne udfolde sig lige for næsen af dig.”
Samarbejdsmodellen mellem LMS og Den Kreative Skole i Silkeborg bliver løbende justeret og grundigt evalueret, så den efter planen kan gøres permanent.
"Det er projekter som dem her, hvor skolekoncerternes værdi virkelig bliver tydelig – udover den værdi, oplevelsen selvfølgelig har i sig selv. Samarbejdet med kulturskoler og musikskoler landet over er noget, der ligger os meget på sinde, og vi er altid glade for at kunne være en aktiv medspiller lokalt, som vi ser her i Silkeborg," slutter Gitte Abildtrup.
Læs mere om Kulturklasserne her: www.denkreativeskole.dk/skoler-og-dagtilbud/kulturklasser