30. april 2012
Lokale indspark på showcase
Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Jazz Orchestra serverer en smagsprøve på den lokale musikalitet til Musik i Tide Showcase.
To af Aarhus' store spillere på den musikalske scene har meldt sig under fanerne når LMS den 11. oktober 2012 slår dørene op for Musik i Tide Showcase.
Med som samarbejdspartner bag hele showcasen er Det Jyske Musikkonservatorium, og udover at lægge lokaler til dagens mange koncerter og kantine til de mange gæster, bidrager konservatoriet også rent kunstnerisk.
Et orkester af konservatoriets studerende skal nemlig optræde på showcasen, og vil efterfølgende komme på skolekoncertturné under LMS.
For at finde det helt rette orkester til den tjans, har konservatoriet udskrevet en konkurrence blandt de studerende, hvor emnet er musik for børn – i alle afskygninger.
Konkurrencen arrangeres af udvalgte almen musikpædagogik-studerende ved konservatoriet og afholdes den 22. august, hvor hvert deltagende orkester spiller en smagsprøve på deres koncert.
Til at udvælge de heldige vindere sidder et dommerpanel som formentlig kommer til at bestå af en lille håndfuld KulturCrew-elever fra folkeskolen, en producent fra LMS samt et par undervisere fra konservatoriet.
Når orkestret er udpeget, får det hjælp af en LMS-producent til at gøre koncerten helt klar til præsentation på showcasen.
Et andet lokalt orkester, som kender alt til skolekoncerter og produktioner for og med børn, er det tidligere Klüvers Big Band, der siden februar i år har fået ny kunstnerisk leder, Lars Møller, og derfor har sagt farvel til navnet Klüvers og goddag til den nye tital Aarhus Jazz Orchestra.
Orkesteret har i årtier spillet koncerter for og i endnu højere grad med skoleklasser, og det er også denne elevinddragende koncertform, de vil præsentere til Musik i Tide Showcase, hvor de skal spille åbningskoncerten.
Læs mere om grupperne og tilmeld dig Musik i Tide Showcase 2012 på www.musikitide.dk