6. juni 2012
International succes for LMS
Projektet Ciclo blev afsluttet med stor opmærksomhed og ros fra både UNESCO og undervisningsministeriet.
Forårets store arts education-projekt, Ciclo, får flotte ord med på vejen i både ind og udland.
Projektet gik ud på, at 10 danske og 10 brasilianske skoleklasser skulle arbejde musikalsk med emnet bæredygtighed, hvor en komponist og en gruppe af professionelle musikere skulle hjælpe til med processen og sammen med børnene fremføre deres musikalske værker til en stor koncert for forældre og skolekammerater.
[IMG1]
Eleverne på Nordbyskolen i Guldborgsund Kommune øver før eftermiddagens store koncert.
Ciclo blev til i samarbejde med mere end ti forskellige danske og internationale parter, og her blev LMS’ rolle hurtigt afgørende for at få tingene til at køre.
”Vi har jo en hel del erfaring med denne slags projekter – både i forhold til den dynamiske, kreative form, men også rent administrativt. Derfor var det helt naturligt, at vi hurtigt kom til at stå som hoveddrivkraft,” fortæller LMS-direktør og en af initiativtagerne til Ciclo, Ebbe Høyrup.
Udover at lægge energi og arbejdstimer i projektet, fandt LMS også penge til at hjælpe projektet godt på vej.
”LMS forsøger hvert år at indgå i forskellige spændende musik-projekter, og det giver selvfølgelig nogle udgifter, men når man ser på, hvad der kommer ud af et projekt som Ciclo, er der ingen tvivl om, at det er pengene værd,” mener Ebbe Høyrup, som uddyber:
”Dels kan man se på de medvirkende elever, komponister, musikere og lærere, at projektet giver alle parter noget vigtig læring med, og dels giver projektet LMS en masse gode kontakter og styrket netværk i både ind- og udland.”
Projektet var en udløber af UNESCO’s fokus på Arts Education, og derfor havde UNESCO da også fokus på Ciclo, som var lagt i ugen for UNESCO’s Art Education Week 2012.
Olaf Gerlach-Hansen fra Det Danske Kultur Institut fortæller, at han var i Paris til UNESCO’s fejring af ugen, og her mødte han stor interesse for Ciclo-projektet og særligt samarbejdet på tværs af lande blev fremhævet som noget, andre lande og projekter kunne lære af.
I Danmark blev projektet også begunstiget med stor opmærksomhed, blandt fra Børne- og undervisningsminister Christine Antorini, der i den forbindelse sendte en videohilsen til alle de deltagende skoler:
”Det at forholde sig til så vigtigt et emne som miljø og klima er noget, vi skal gøre sammen i hele verden, og det kan vi gøre på mange måder. I gør det, hvor I bruger musikken, og det glæder jeg mig rigtig meget til at følge,” lød det blandt andet i ministerens hilsen.
Projektet blev afsluttet med koncerter i hver af de fire deltagende, danske kommuner, og det var en helt særlig oplevelse for både de medvirkende og tilhørerne.
”Værkerne var meget kreative og udfordrende og viser med al tydelighed, at børn i høj grad evner at være nytænkende både i forhold til musik og svære emner som bæredygtighed. Og heldigvis var publikum meget åbne for de helt anderledes koncertoplevelser, så det gik over al forventning ved alle fire koncerter,” fortæller Ebbe Høyrup, som selv overværede koncerterne i både Morsø og Helsingør Kommune.
Se Christine Antorinis videohilsen til skolerne her.
Se klip fra koncerten i Morsø Kommune herunder:
Fakta
Ciclo er det portugisiske ord for cyklus. Titlen er valgt, fordi temaet for projektet er bæredygtighed. Projektet knyttes derfor til det store Rio+20-møde, som finder sted i Brasilien i sommeren 2012.
Ciclo-projektet er et samarbejde mellem Den danske UNESCO-nationalkommission, Levende Musik i Skolen (LMS), Det Danske Kulturinstitut, Børnekulturens Netværk, DR, EMU, Ministeriet for Børn og Undervisning, Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole, Figura Ensemble, Guldborgsund Kommune, Helsingør Kommune, Morsø Kommune, Aarhus Kommune og Prefeitura Cultura i Rio Janeiro.