13. september 2012

Musikalsk dyst

To hold studerende ved Det Jyske Musikkonservatorium konkurrerede onsdag om at komme med på Musik i Tide Showcase 2012.

Der blev sunget med, grinet og klappet blandt de 110 elever fra 3. årgang på tre Aarhus-skoler, da to grupper af studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium onsdag den 12. september dystede om elevernes og juryens gunst. Konkurrencen var arrangeret i samarbejde mellem LMS og Det Jyske Musikkonservatorium, og vinderne får chancen for at optræde på Musik i Tide Showcase den 11. oktober i år, hvor der kommer gæster fra hele Danmark samt de øvrige nordiske lande. Herudover får vindergruppen også arrangeret fem skolekoncerter i løbet af foråret. [IMG1] Som publikum havde LMS i samarbejde med Børnekulturhuset Aarhus inviteret 3. klasse fra henholdsvis Grønløkkeskolen, Hasle Skole og Engdalsskolen. Til at hjælpe til med det store arrangement kom 30 KulturCrew-elever fra Skanderborg, der klarede de mange opgaver med at præsentere kunstnere, vise publikum på plads, dele frugt og stemmesedler ud og meget andet. [IMG2] Udover de praktiske opgaver, havde tre af KulturCrew-eleverne også fået plads i juryen, der skulle træffe den endelige afgørelse om, hvilken gruppe der vandt. Udover de tre elever bestod juryen af koncertdirektør hos LMS, Ebbe Høyrup, børnekulturkonsulent fra Skanderborg Kommune Benedicte Anderssen, udviklingsleder fra Det Jyske Musikkonservatorium Astrid Elbek og Vibe Thorhauge Ryom, som er leder af produktion og lyd også på Det Jyske Musikkonservatorium. [IMG8] Konkurrencen blev åbnet af tre studerende med koncerten "Almas Forunderlige Fredag". Her fortalte de gennem tegninger, sang og musik historien om pigen Alma, og med hjælp af kontrabas, mandolin, tværfløjte og percussioninstrumenter fulgte publikum med Alma i skole, cirkus og hjem i seng. [IMG3] Efter første optræden stod KulturCrew-eleverne for pausegymnastik og frugt, så der var ro i hoveder og rumpetter til andet indslag. Ind marcherede to sortklædte musikere - en fløjtenist og en klarinettist - med lilla skulderpuder og skråhatte, og efter dem fulgte en fin prinsesse, der særligt fik pigerne blandt publikum til at strække hals. [IMG4] Trio MaCHværk, kaldte de tre sig, og gennem klassiske klassikere med blæseinstrumenter, sang og fortælling, tog de eleverne med ind i et eventyr, hvor den smukke prinsesse fandt sin prins og siden mistede ham igen til sin onde faster. Og ak, netop som det ulykkelige skete, at prinsen blev tryllet væk, måtte trioen stoppe koncerten, fordi der kun var afsat 20 minutter til hver gruppe. "Det er en cliffhanger," afslørede sanger og fortæller Maria Bordinggaard Ghahremani med glimt i øjet efterfølgende: "Vi håber, de nu stemmer for os, så vi kan komme ud på deres skole og fortælle historien færdig." [IMG5] Og stemt blev der, men desværre for Trio MaCHværk endte de fleste elevstemmer hos den første trio, og det blev afgørende for juryen, der havde mange rosende ord til begge grupper, og derfor til sidst lod elevernes indflydelse blive afgørende. [IMG6] Inden afsløringen af vinderne fik børnene dog et ekstra musikalsk indslag, denne gang med den professionelle musiker Jesper Falch, der har mange hundrede skolekoncerter bag sig og hurtigt fik omdannet hele publikum til en stor trommemaskine. [IMG7] ”Det var en rigtig god dag. Vi er virkelig glade for samarbejdet med konservatoriet og Børnekulturhuset, og det giver blod på tanden til lignende fællesprojekter en anden gang,” sagde Ebbe Høyrup fra LMS efterfølgende. De tre institutioner har længe arbejdet sammen om at arrangere Musik i Tide Showcase 2012, men konkurrencen var første egentlige arrangement, der skulle afvikles med alle tre institutioners medvirken. ”Jeg synes, det viser, at her er masser af potentiale for mere samarbejde mellem konservatoriet og byen, og for LMS er det bare herligt at samarbejdet flyder, og at vi oven i købet fik lov at møde to grupper af virkelig dygtige, unge musikere,” sagde Ebbe Høyrup. På Musik i Tide Showcase den 11. oktober 2012 kan den vindende gruppe af studerende ses både klokken 14 og 15 – se mere på www.musikitide.dk