Holdet er sat
30 nye grupper er en del af det omfattende LMS-katalog for skoleåret 24/25, som nu ligger klar på hjemmesiden.
Efter en omfattende ansøgnings- og udvælgelsesproces i løbet af efteråret 2023, kan LMS nu løfte sløret for, hvilke musikgrupper der efter sommerferien sendes på turné på skoler over hele landet.
Som altid var det medlemmerne af LMS’ uafhængige fagudvalg, der sammen skulle udvælge produktioner til det kommende år – og dét var ikke så lidt af en opgave. Ud af i alt 434 modtagede ansøgninger skulle der skæres ned til godt en tredjedel, og da fagudvalget til sidst nåede til enighed, var i alt 167 produktioner valgt ud – heraf 30 helt nye.
“Det var igen i år utroligt svært at vælge, for det er virkelig et kompetent felt af musikere, der søger,” fortæller fagudvalgsmedlem Johanne Andersson.
Johanne Andersson, der selv arbejder som musiker til daglig, fortæller, at alle udvalgsmedlemmerne hver især havde personlige kriterier, som de kiggede efter og brugte som pejlemærker i den svære udvælgelsesproces.
“Jeg var personligt drevet af et ønske om flere kvindelige instrumentalister. Det er så vigtigt, at eleverne får nogle flere rollemodeller, som kan vise dem, at kvinder godt kan spille trommer eller rockguitar. Og generelt var hele udvalget enige om at kigge efter diversitet både i forhold til køn, etnicitet, genrer og så videre,” siger Johanne Andersson.
Fagudvalgskollegaen Per Bloch, der var med i udvalget for første gang i år, kalder ligeledes udvælgelsen af grupper for en ‘noget nær umulig opgave’. Han er dog helt enig i, at diversitet var en afgørende faktor, og for ham personligt var det især den musikalske diversitet, der vægtede tungt:
“Jeg er meget optaget af musikken som grænsebryder. Det er vigtigt for mig, at børnene præsenteres for musik, de ikke ellers hører. De skal kunne se, mærke og høre den magi, der opstår, når musikken overskrider kulturelle og sproglige barrierer,” siger Per Bloch, der – foruden at sidde i fagudvalget – arbejder som musiker, sangskriver og komponist.
Nye grupper melder klar-parat
Selvom de 30 nye produktioner har fuld opbakning fra fagudvalget, er det alligevel med en vis nervøsitet, at flere af grupperne går til opgaven. Når femmandsgruppen Total Hip Replacement næste skoleår drager på deres første LMS-turné, er de spændte på at se, hvordan udskolingseleverne vil tage imod deres unikke blend af reggae, dub og soul.
“Vi tror, det bliver en spændende udfordring at spille for den her helt unge målgruppe, som jo er lidt en særlig type publikum,” siger forsanger i Total Hip Replacement, Victor West Hosbond, og uddyber:
“På et spillested går man jo ud fra, at der er en bestemt koncertkultur – men når det gælder børn og unge, er det i høj grad os som musikere, der har ansvaret for at sætte den rigtige ramme og skabe en fed energi,” siger Victor West Hosbond.
Fra alle de nye grupper, LMS har snakket med, er der – nervøsitet eller ej – bred enighed om, at de er helt klar til at levere deres allerbedste, når de skal spille for eleverne.
“Vi synes, det er fantastisk at skulle prøve kræfter med skolekoncerter, og vi glæder os til at dele alt den musik, vi har på hjerte. Målet er at lave en inkluderende koncert, hvor der kan opstå et fællesskab mellem eleverne og os som musikere,” siger Julie Schade, der er en del af endnu en ny gruppe, folkemusikduoen Duo MiScha.
Victor West Hosbond fortæller ligeledes, at Total Hip Replacement er helt klar til at indtage de danske aulaer og gymnastiksale.
“Vi har kun gode erfaringer med at spille for børn og unge rundt omkring i verden, når vi har spillet for eksempel i Grønland, Ghana og Tanzania. Så det bliver rigtig sjovt at møde de danske børn og skabe et energisk og lærerigt koncertrum sammen med dem,” afslutter Victor West Hosbond.
Med det sagt kan elever og lærere godt begynde at glæde sig til at få besøg af de 167 udvalgte produktioner. I februar og marts fordeler kommunerne de enkelte koncerter mellem skolerne, og 20. maj afsløres det så, hvor og hvornår de enkelte grupper skal optræde.
KLIK HER for at se det samlede musikkatalog for skoleåret 2024/25.