Musikken spiller stadig
Forskningsprojekt om skolekoncerters betydning var for nylig i rampelyset, da resultater fra projektet blev præsenteret til den internationale konference NERA 2026.
“At se børn som aktive deltagere betyder, at de ikke blot er passive modtagere af æstetiske oplevelser, men medskabere af deres egen forståelse af musikken. Når børn møder musikere og instrumenter, åbnes et rum for nysgerrighed, undren og sanselighed, hvilket støtter deres udvikling og agens.”
Sådan fortæller lektor ved VIA og ph.d. Henriette Blomgren blandt andet om de resultater, som hun – i samarbejde med LMS og en forskergruppe – i 2025 udvandt gennem forskningsprojektet ‘Når musikken spiller’.
Som en del af forskergruppen bag projektet har Henriette Blomgren udarbejdet to forskningsartikler. Den ene artikel har titlen “Children’s flourishing through encounters with professional school concert: Vibrant moments and entangled processes” – og det var elementer af denne, der i starten af marts blev præsenteret til VIAs store forskningskonference i uddannelse NERA 2026. Her fortalte Henriette Blomgren både om LMS og den landsdækkende skolekoncertordning samt om, hvordan forskningen viser, at elevernes oplevelse, forståelse og udbytte af en skolekoncert strækker sig langt ud over de 45 minutter, hvor musikerne står på scenen.
Dorthe Damgaard, der er projekt- og vidensmedarbejder hos LMS og ligeledes har været en del af forskningsprojektet, var til stede, da Henriette Blomgren præsenterede ved NERA 2026. Hun fortæller, at tilhørerne, der overvejende bestod af forskere og lektorer fra undervisningsverdenen, udviste god og entusiastisk opbakning til projektet.
“Som Henriette Blomgren også påpegede, er skolekoncerter en kompleks og sammenfiltret størrelse med mange aktører, som det dermed er svært at måle og veje betydningen af. Alligevel peger resultaterne af vores forskning på, at skolekoncerten er et unikt medie, der kan påvirke eleverne både kropsligt og følelsesmæssigt samt skabe grobund for kreativ medskaben hos eleverne. Dét vakte tydeligvis interesse,” siger Dorthe Damgaard.
Bag om forskningsprojektet
Forskningsprojektet ‘Når musikken spiller’ har til formål at samle, kortlægge og analysere viden om professionelle skolekoncerter og disses indvirken på elevers dannelse, trivsel og fællesskab. Projektet er delt i Fase I og Fase II – hvoraf Fase I udspillede sig i 2024-2025, mens Fase II skal udspille sig i 2026-2029.
I foråret 2025 udarbejdede forskerne som resultat af Fase I dels tre forskningsartikler, dels et videnskatalog med ti artikler skrevet af fagpersoner og forskere.
Forskergruppen bag projektet er bredt funderet med medlemmer fra Syddansk Universitet og Professionshøjskolen Absalon i regi af Center for Grundskoleforskning og VIA University College. Projektet er støttet af Augustinus Fonden.
Endnu mere viden på vej
I december 2025 kunne LMS offentliggøre, at anden fase af ‘Når musikken spiller’ har modtaget flot støtte fra Augustinus Fondens, som har bevilget 2,5 millioner kroner til projektet.
Den nye gren af projektet er fortsat i støbeskeen, men overordnet set er Fase II centreret omkring udarbejdelsen af en ph.d.-afhandling og skal derudover blandt andet munde ud i en række akademiske artikler samt endnu et videnskatalog. Projektet er forankret i Center for Grundskoleforskning og involverer forskere fra SDU, Absalon, VIA og UCN, læreruddannelsen.
“Fase II skal skabe solid viden på et mere omfattende datagrundlag, der dokumenterer betydningen af skolekoncerterne og giver beslutningstagere og aktører et sprog for værdien af den professionelle skolekoncert for vores samfund,” fortæller videns- og projektmedarbejder, Dorthe Damgaard.
For mere info om ‘Når musikken spiller – Fase II’ kan du følge med her på lms.dk, hvor vi løbende vil berette om projektets udvikling og milepæle.
Foto: Unsplash