2. december 2024

Nyt liv i nordisk netværk

De nordiske lande afholder alle skolekoncerter, men hvad kan vi lære af hinandens arbejdsmetoder og organisering? Det har LMS og vore nordiske søsterorganisationer netop søgt penge til at undersøge.

Egentlig er NNS – Nordisk Netværk for Skolekoncerter ikke en nyhed, men et flere årtier gammelt netværk, hvor de nationale og regionale skolekoncertorganisationer fra Island, Norge, Sverige, Finland og Danmark har mødtes og vidensdelt og erfaringsudvekslet.

I 2014 rettede LMS lygten ud mod resten af verden, og var med til at grundlægge det verdensomspændende YAM – Young Audiences Music. Her blev de nordiske lande hurtigt en stærk stemme, og NNS-samarbejdet trådte i baggrunden.

Men nu er det tid at genoplive det nære, nordiske netværk.

“Vi har i Norden en særlig måde at gå til området for professionelle koncerter målrettet børn og unge, og står med kulturer og samfund som grundlæggende ligner hinanden. Derfor er det oplagt, at vi bliver klogere på hinandens udfordringer og løsninger,” fortæller seniorkonsulent i LMS Jesper Gottlieb og tilføjer hastigt:

“Det betyder ikke, at vi trækker os fra YAM, som fortsat er en meget vigtig samarbejdsorganisation.”


Meget at lære af hinanden

Nordisk Netværk for Skolekoncerter har for cirka et år siden søgt og modtaget midler fra en pulje ved Nordisk Råd, som er blevet brugt til at afsøge basis for et muligt samarbejde. Det har resulteret i, at netværket efter møder i Bodø d. 15.-16. september og i Göteborg d. 21.-22. november blev enige om at søge en større pulje for at udbygge og sikre netværket i fremtiden.

“Vi er ved at udforme en større ansøgning om et tre-årigt forløb fra 2025 til 2027. Målet er dels at få identificeret “den nordiske tilgang” – det er et begreb, vi snakker bredt om, men som vi gerne vil konkretisere og gøre tilgængeligt for andre, blandt andet på baggrund af international interesse. Og dels at erfaringsudveksle og dele metoder og tilgange. Vi skal identificere det fælles og lære af forskellene og hjælpe hinanden, så de steder, vi ser udfordringer eller styrker kommer i fokus,” siger seniorkonsulent Jesper Gottlieb og uddyber:

“For eksempel er brugen af undervisningsmateriale ikke så udbredt i de øvrige lande, men det står stærkt i Danmark. Så når de andre organisationer efterlyser tættere kontakt til skolerne, kunne undervisningsmaterialer måske være en vej ind, som vi har erfaring med. I Island arbejder de til gengæld med at inddrage børnene i store kompositionsprojekter, som er noget, vi måske kan lære af.”

Også systematiseret vidensdeling og formidling bliver et fokus på møderne. Det kan gøre det lettere for musikerne at få overblik over, hvordan vilkår og kriterier ser ud i andre lande.

Den store ansøgning skal konkret sikre en tættere kontakt gennem fire årlige møder, hvoraf to er online og to er fysiske. Desuden er det en prioritering at deltage ved de øvrige skolekoncertorganisationers festivaler, blandt andet med henblik på at erfaringsudveksle.


Deltagere i Nordisk Netværk for Skolekoncerter:

Deltagerne er repræsentanter fra de nationale og regionale udbydere af skolekoncerter i Norden. I Island, Finland og Danmark er deltagerne fra nationale centre. Fra Norge deltager både ansatte fra det nationale Kulturtanken samt fra Vestfold fylkeskommune, mens deltagerne fra Sverige kommer fra de regionale organisationer.

Nordisk Netværk for Skolekoncerter er støttet af Nordic-Baltic Mobility Programme for Culture.