Nu skal der lyttes og læses
LMS fastholder højt ansøgertal. Mange musikere ønsker skolekoncertturne.
463 koncertproduktioner lød puljen på, da ansøgningsfristen for musikere som ønsker skolekoncertturné i 2026-27 blev nået den 15. oktober klokken 12.00. 187 af dem har været på én eller flere LMS-turnéer inden for de seneste fem år, mens 276 er nye i LMS-regi.
Alle ansøgningerne bliver nu læst og lyttet intensivt af LMS’ uafhængige fagudvalg, inden de mødes torsdag den 30. oktober til et heldagsmøde, hvor de udvælger bruttotruppen.
Fagudvalget skal sikre stor diversitet i de udvalgte musikproduktioner, det gælder både i den musikalske spredning, men også i baggrund, alder og køn. Det skal sikre, at elever i både indskoling, mellemtrin og udskoling får mulighed for at opleve en bred vifte af genrer og musikalske forbilleder, de kan spejle sig i. Målsætningen er, at mindst 40% af de udvalgte musikere skal være kvinder og mindst 40% mænd.
Når fagudvalget har valgt bruttotruppen, skal Levende Musik i Skolen sammensætte det endelige hold ud fra diverse forhold som økonomi, ønsker fra skoler og fordeling i forhold til genrer og målgrupper. Alle ansøgere får svar på mail allerede først i december.
Er du interesseret i at spille skolekoncerter, men nåede du ikke at søge denne gang, kan du allerede nu sætte kryds i kalenderen; næste ansøgningsrunde åbner den 1. september 2026 og løber frem til den 15. oktober klokken 12.