Nye navne åbner skoleåret
For nogle grupper blev sæsonens første skolekoncerter også deres debut – og snart kan de opleves på LMS Festival 2025.
Sensommeren synger på sidste vers, og mens skoleklokkerne har ringet ind til et nyt år, sætter LMS tonen for endnu en skolekoncertsæson. Koncertsæsonen 25/26 er i denne uge for alvor skudt i gang med 170 skolekoncerter rundt omkring i landet.
En positiv debut
For nogle grupper er det dog ikke bare sæsonens første koncerter – det er også deres allerførste officielle skolekoncerter. Det gælder blandt andet for kvartetten Lise Ranks.
Lise Ranks spiller i denne sæson 13 skolekoncerter fordelt på fem kommuner, og gruppens første to koncerter blev afholdt på Solbakkeskolen i Aalborg Kommune i mandags. Det var en virkelig positiv oplevelse for gruppen, der udover Lise Ranks’ vokal består af Mikkel Petersen på el-guitar, Simon Kragh på trommer og August Kjær på bas.
“Jeg synes, det gik mega godt. Eleverne var meget umiddelbare, og de var med på de her afro-rytmer. Det gjorde særligt indtryk at se børnene interagere med os og musikken på tidspunkter, hvor vi ikke engang selv havde planlagt, at de skulle gøre det – at se dem bare have det super grineren og være så engagerede i noget, at de deltog aktivt,” fortæller sanger Lise Ranks om gruppens allerførste skolekoncerter og fortsætter:
“Og så var der en anden oplevelse, der også gjorde særligt indtryk: Der kom en dreng op efter koncerten, som var fra en klasse med børn med særlige udfordringer, og sagde, at han syntes, det var en mega god koncert. Hans lærer fortalte bagefter, at det var et kæmpe skridt for ham bare at gå hen og sige det til nogen, han ikke kendte. For mig siger det noget om, at musikken må have ramt ham på en særlig måde – det synes jeg, var virkelig skønt.”

Musik, der skal inspirere
Lise Ranks spiller et multikulturelt mix af afro-pop, dansebeats, R’n’B-pop og en mangfoldighed af andre genrer. Lise synger om dybe følelser, om værdien af de små ting i tilværelsen, om ting, der kan være svære – og om at møde verden med et åbent blik. Hun håber, at det kan gøre indtryk på eleverne.
“Jeg håber, der er nogle, der bliver inspireret til at følge den vej i livet – at de måske bliver inspireret af at se August spille bas eller måske får lyst til at være sammen med andre børn og unge omkring musik. Og så håber jeg også, at de måske har taget noget med sig fra teksterne, at der måske er noget, de har kunnet spejle sig i,” siger Lise Ranks.
En travl, men rørende start
Også duoen Martin og Sofie spiller deres første skolekoncerter som gruppe. De skal spille 15 skolekoncerter fordelt på tre kommuner. Skolekoncerterne er dog ikke fremmed for de to musikere, hvilket er en fordel, når man starter med at have 11 koncerter den første uge.
“Vi har begge to spillet en del skolekoncerter i andre projekter og er ret godt inde i loopet, så det har egentlig bare været fedt at tage fat og få en masse koncerter på en gang,” siger Martin Baltser, der synger og spiller guitar i duoen, hvor den anden halvdel, Sofie Christiansen, dog lige må tilføje:
“Men det er da hårdt, det er jo mange koncerter.”

Duoen spiller i dette nye projekt dansksproget indie-folk. Storbypigen og sønderjyden danner et perfekt musikpar, hvor de sammen jonglerer livspanik, småkriser og store følelser. Gode koncertoplevelser har der været nok af for duoen, der i denne uge har besøgt ni forskellige skoler.
“De første koncerter er gået godt. Børnene har været gode til at lytte og synge og klappe med, både når vi har bedt om det, men også når vi ikke har bedt om det,” siger Sofie Christiansen, som både synger og spiller klaver i duoen.
Særligt én oplevelse skiller sig ud fra mængden.
“I tirsdags, vores dag nummer to, spillede vi på Skibet Skole i Vejle Kommune. Der skete der noget lidt specielt. Vi har en sang, hvor vi først lærer eleverne den, så de efterfølgende kan synge med. Men på Skibet Skole kunne de bare sangen i forvejen og havde allerede øvet den. Og vi stod bare begge to og var ved at fælde en lille tåre, da de sang,” siger Sofie Christiansen og Martin Baltser uddyber:
“Ja, vi skal måske lige sige, det er en klimasang, der handler om, at det nok skal gå stadigvæk og om at holde fast i håbet. Og så at stå der foran, jeg ved ikke hvor mange børn, der bare alle sammen sang til, det var vildt rørende. Jeg har spillet virkelig mange LMS-koncerter gennem tiden, og det var noget af det mest rørende, jeg har prøvet.”
Fra skoler til festival
De to gruppers debutturné toppes i september med koncerter på LMS Festival 2025 i Silkeborg. For Lise Ranks har de første vellykkede skolekoncerter lagt tonen for humøret frem mod festivalen.
“Nu glæder vi os bare endnu mere til at spille igen. Børn og unge har ikke nødvendigvis en referenceramme for, hvordan det er at gå til koncert, men de er der jo med deres venner, og det skaber bare en fed ramme – uanset om det er ude på en skole eller til LMS Festival. For os handler det jo om at få lov til at spille for nogle børn og unge og forhåbentlig være med til at inspirere dem – hvad end det er følelsesmæssigt eller i forhold til interesse. Det vil altid være hovedfokus og det, der gør, at det giver mening for os at spille de her koncerter,” siger Lise Ranks.
Også duoen Martin og Sofie glæder sig til at skulle spille til LMS Festival.
“Der er en helt særlig energi til en festival, fordi skolerne kommer og har sat en hel dag af til det, og er spændte på at skulle et andet sted hen, end deres egen skole. Det er jo en særlig dag for dem også, så energien er en hel anden. Jeg er spændt på, hvordan det kommer til at føles anderledes for os også,” siger Sofie Christiansen om at skulle spille på festivalen.
Men også en anden faktor spiller ind i spændingen omkring at skulle spille på LMS Festival 2025 for Martin Baltser:
“Ja, og så skal man jo også “bring your a-game”, for man vil gerne være attraktiv i festivalgæsternes øjne, så de måske ønsker os til deres skolekoncerter i fremtiden.”
Til festivalen spiller Lise Ranks to koncerter den 23. september på spillestedet Rampelys. Martin og Sofie spiller fire koncerter fordelt over den 23. og 24. september på henholdsvis Th. Langs Skole og på Torvet. Hvis du vil opleve de to musikgrupper til festivalen, skal du være hurtig, for tilmeldingen lukker den 4. september.