Prisvinder elsker at spille for børn
Børnejazzprisen gik i år til LMS-kunstneren Moussa Diallo. Læs hans reaktion her.
Bassist, sanger, komponist, storyteller og mangeårig LMS-kunstner Moussa Diallo har netop fået overrakt årets Børnejazzpris ved en musikalsk prisfest i Tivoli.
Børnejazzprisen er i år omdannet til et legat under Tivoli Jazzpris, og uddeles i et samarbejde mellem JazzDanmark, Tivoli og Levende Musik i Skolen. Legatet gives af Gangstedfonden.
“Børnejazzprisen er med til at sætte spot på det imponerende udvalg af dygtige jazzmusikere, som har valgt at formidle musikken til børn og unge, og det vil vi fra LMS gerne bakke op om. At det i år er Moussa Diallo, som vinder prisen, vækker selvfølgelig glæde hos os, dels fordi han i rigtig mange år har prioriteret at spille skolekoncerter for LMS, men først og fremmest fordi vi ved, han ikke bare er en dygtig musiker, men også tager det unge publikum dybt seriøst og er med til at skabe inspiration og glæde med sine mange koncerter,” siger LMS-direktør Gitte Abildtrup.
Moussa Diallo modtager årets pris, fordi han “... i årtier har beriget dansk musik med sin evne til at inspirere og gøre musikken tilgængelig – særligt for børn”, som det hedder i begrundelsen. En pris og begrundelse Moussa Diallo modtager med stolthed:
“Jeg er utrolig glad og beæret over at modtage Børnejazzprisen 2024! Det føles som en stor anerkendelse af det arbejde, jeg brænder for – nemlig at bringe musikkens og fortællingens magi ud til børn. At se glæden i deres øjne og mærke deres nysgerrighed og entusiasme er en gave i sig selv, så denne pris er en fantastisk bonus.”
Hvad betyder det for dig at modtage netop Børnejazzprisen - prisen for at spille, skabe, præsentere jazz for børn?
“Det betyder meget for mig, fordi børnene er fremtidens lyttere og kreative sjæle. Børnejazzprisen er en vigtig påmindelse om, hvor vigtigt det er at introducere børn til kvalitetsmusik tidligt i deres liv. At blive anerkendt for mit arbejde med at skabe og formidle musik til børn er både en ære og en motivation til at fortsætte med at udvikle nye måder at engagere og inspirere de unge.”
Hvad synes du generelt om at spille for børn?
“Jeg elsker at spille for børn! De er umiddelbare, ærlige og fyldt med energi. Deres reaktioner er altid ægte, og de er ikke bange for at udtrykke, hvad de føler. Det giver en helt særlig dynamik til koncerten, og jeg føler, at jeg får lige så meget tilbage, som jeg giver. At kunne inspirere dem og vise, at musik kan være en legeplads uden grænser er noget af det bedste ved at spille for børn.”
Hvorfor er det vigtigt, at børnene møder den professionelle, levende jazz?
“Det er vigtigt, at børn få r lov til at opleve musikken live og i sin mest autentiske form. Jazz og verdensmusik handler om frihed, improvisation og at være til stede i øjeblikket, og det er værdifulde lektioner for børn. Ved at opleve levende musik lærer de ikke kun om musik, men også om fællesskab, kreativitet og modet til at udtrykke sig. Professionel levende jazz og verdensmusik giver børnene en unik mulighed for at høre musik på en måde, der ikke er filtreret eller digitaliseret, men derimod er levende og autentisk.”
Moussa Diallo har gennem årene turneret med en række forskellige koncertproduktioner for LMS, og kan i dette skoleår opleves med sin trio spille koncerten Cirkeline og Coco rejser til Afrika.