2. maj 2025

Reggae ringer skolekoncerterne ud

I mange kommuner landet over bliver skoleårets sidste koncerter spillet i denne tid. Én af de kommuner, der netop har haft deres sidste skolekoncert denne sæson, er Horsens Kommune.


Forårets middagssol bager på Langmarkskolens parkeringsplads, hvor Trolle og Smørfolket slæber grej ind i skolens aula med en veloplagt hjælpende hånd fra den skolekoncertansvarlige lærer, som egentlig har haft sin sidste time for i dag, men selvfølgelig bliver hængende til eftermiddagens skolekoncert. Jakkerne i bandets karakteristiske grønne tracksuits må vige for solens stråler, mens nysgerrige udskolingselever går selvsikkert op til bandets trommeslager og spørger, hvad de laver her.

Men i dag er det ikke udskolingens tur, de fik deres skolekoncert i efteråret. Nej, i dag er det indskolingens tur til at få musikalsk besøg. Faktisk er de ikke bare de sidste på skolen, der mangler en skolekoncert – de er de allersidste i hele Horsens Kommune, der stadig har deres årlige skolekoncert til gode.

Takket være en treårig aftale med LMS kan knap 9500 skoleelever i Horsens Kommune hvert år se frem til at få en professionel koncert på skemaet. I dette skoleår har det betydet hele 77 koncerter i vidt forskellige genrer fordelt på kommunens skoler.

Skolekoncertsæsonen blev i denne uge rundet af med manér, da indskolingseleverne på fire forskellige skoler var til en sand reggae-fest med gruppen Trolle og Smørfolket.

HEJ TROLLE

Stik sættes til forstærkere, trommesæt stilles op og de jamaicanske flag får lov til at pryde aulaens whiteboards. Bandet laver rutineret en lydprøve, så lyden passer til rummets murstensvægge og stengulv – noget helt andet end den tumlesal bandet spillede i i morges på en anden horsensiansk skole. Den stærke forårssol varmer lokalet godt op, så efter en times opstilling og lydprøve udnytter bandet de sidste 10 minutter inden showstart til at få noget frisk luft udenfor.

Mens bandet er ude, fyldes aulaen af forventningsfulde børnestemmer og lærere, der forsøger at holde styr på tropperne. 0. klasserne forrest og 3. klasserne bagerst, så alle kan se mest muligt. En hel klasse har malet deres egne jamaicanske flag, som de stolt holder over hovedet, mens de træder ind i aulaen. En dreng i en pikachu-trøje udbryder “Se! Jamaica-flag!” og begynder at danse. Nysgerrig snak om, hvor bandet mon er henne, og begejstrede råb får lov til at fylde lokalet lidt endnu – lige indtil en lærer klapper en takt på fem klap, som eleverne omgående kopierer, mens stemmerne forstummer og opmærksomheden rettes mod scenen.

Stilheden bliver dog hurtigt brudt igen, da bandet dukker op og finder sig til rette bag hver deres instrument.

“HEJ TROLLE” råber en dreng forrest i publikum, mens en pige i lyserød t-shirt råber “TROLLEEEE” fra bagerste række.

“Hey Langmarkskolen, er I klar?” synger Morten Trolle ud til publikum, som svarer med et råb: “JAAAAAA”. Nu kan koncerten gå i gang.

Velforberedte skoler

Der var meget at leve op til for Langmarkskolen inden dagens koncert. De andre skoler i Horsens havde nemlig været rigtig godt forberedte på koncerterne med Trolle og Smørfolket.

“De har generelt været virkelig velforberedte i Horsens, hvilket gør en kæmpestor forskel for os. Tidligere i dag sang de simpelthen så højt med og kunne nærmest sangene fra første fløjt,” fortæller Jakob Thomhav, bassist, guitarist og sanger i Trolle og Smørfolket, kort før koncerten. Trommeslager, Marco Diallo, tilføjer:

“Når lærerne har forberedt eleverne, bliver stemningen også nærmest helt elektrisk af forventning.”

“Ja, og de havde jo også tegnet flag og lavet plancher med frisurer fra Jamaica,” siger Morten Trolle, sanger og guitarist.

Heldigvis lever Langmarkskolen i den grad op til de andre horsensianske skoler. Ikke mindst fordi kontaktlærer Sarah Köhler Merrington altid har sørget for at fortælle sine kolleger om undervisningsmaterialet i god tid forud for koncerterne, hvor hun også understreger, hvilken del af undervisningsmaterialet, der er obligatorisk.

“Undervisningsmaterialet er fedt at have med, for det giver et indblik i musik, kunstner og genre til både elever og lærere inden en koncert. På den måde kan det inspirere til at udvide ens musikalske horisont. Materialet indeholder også ret mange fine forslag til aktiviteter i flere forskellige fag, som man kan lade sig inspirere af og bruge både op til koncerten, men også senere,” siger Sarah Köhler Merrington og uddyber:

“Koncerterne betyder rigtig meget for vores elever. For mange er det en mulighed for at komme til en koncert, måske for første gang, og samtidig er det en mulighed for at stifte bekendtskab med mange forskellige musikgenrer og stilarter, som de ikke hører derhjemme.”

Musikalsk tidsrejse

Og for mange af eleverne er det netop første gang, de hører reggae-genren. Tilbage ved koncerten bliver eleverne gennem sang instrueret i en opvarmning, så de er klar til at være aktive og danse og synge med gennem koncerten.

“Rejs dig nu op og hop med din krop, klap på dit lår, mens du klør i dit hår”.

Både elever og lærere følger prompte Morten Trolles anvisninger, så de er klar til den musikalske tidsrejse i reggaegenren og jamaicansk historie, der er på programmet.

Engagementet, dansen og deltagelsen fortsætter gennem hele tidsrejsen, der starter i 1960’ernes Jamaica med den allerførste reggae-genre, ska, fortsætter gennem 1970’erne, hvor roots og Bob Marley prægede reggae-scenen og slutter i 1980’erne med den moderne reggae-genre dancehall.

(Trolle og Smørfolket ‘toaster’ alfabetet til dancehall rytmer sammen med publikum.)

Modvilligt farvel

Efter et hektisk dancehall-nummer skal både band og børn have vejret igen.

“Så trænger man til lidt luft, og det får I lige om lidt,” siger trommeslager Marco Diallo til publikum.

En dreng råber: "Neeej, vi får allerede luft,” og peger på de åbne vinduer.

Og da bandet proklamerer, at dette bliver den sidste sang, mødes det af protest fra eleverne.

Men publikum nyder, på trods af modvilje mod koncertens afslutning, stadig nummeret dansende og klappende, ligesom de har gjort ved alle de andre numre. En hjælpsom klassekammerat tager sin ven op på ryggen, da han opdager, at vennen har svært ved at se henover de hoppende hoveder fra sin plads på bagerste række.

Da det sidste nummer er spillet, omringer klynger af elever bandmedlemmerne for at få autografer og highfives. En flok af de større drenge fra tredje klasse samler sig om Marco Diallo og trommesættet og spørger interesseret ind til, hvad de forskellige dele af sættet er og kan.

På trods af at skoledagen sluttede med koncerten, er eleverne ikke til at få ud af døren. En af de mindre drenge klamrer sig til Morten Trolles ben i protest mod læreren, der vil have ham tilbage i klassen, så han kan pakke sin taske. En anden lærer må nærmest hyrde sin klasse ud ad døren, fordi elever prøver at undslippe og løbe tilbage til bandet.

De skolekoncert-glade elever på Langmarkskolen kan sammen med alle andre aftale-skoler se frem til d. 20. maj, hvor næste sæsons koncertplaner og undervisningsmaterialer offentliggøres på lms.dk.