To nye ansigter i LMS’ bestyrelse
Viceforstander på Roskilde Festival Højskole, Kirsten Ida Bernth Enemark, og fagchef i DEA, Anne Fløe, er trådt ind i bestyrelsen for Levende Musik i Skolen.
LMS’ bestyrelse har fra august 2025 fået tilført to nye profiler, som begge bringer værdifulde erfaringer og perspektiver ind i arbejdet med at styrke og udbrede børns møde med professionel musik.
“Vi er utrolig glade for at kunne byde Kirsten Ida Bernth Enemark og Anne Fløe velkommen i bestyrelsen. De har begge en dyb indsigt i, hvorfor den professionelle musik er vigtig i skolen og kan skabe værdi og fællesskaber for børn og unge – og de repræsenterer erfaringer, som vi ser meget frem til at få i spil i LMS’ videre udvikling,”siger LMS-direktør Gitte Abildtrup og fortsætter:
“Samtidig vil jeg gerne rette en stor og hjertelig tak til Stina Vrang Elias og Marie Scott Poulsen, som er trådt ud af bestyrelsen. De har begge ydet et meget værdifuldt bidrag i de år, de har været en del af vores arbejde, og vi takker for deres engagement og indsats.”
Musik skaber forandring
For Kirsten Ida Bernth Enemark er det afgørende, hvordan musik kan skabe forandring og inspiration i børns liv – en erfaring, hun blandt andet trækker fra sit arbejde på Roskilde Festival Højskole:
“Jeg vil bidrage til bestyrelsen med min indsigt i, hvad der rører sig blandt unge i forhold til musik, kultur og fællesskaber. Hver dag forholder jeg mig i mit arbejde til, hvordan kunst – og særligt musik – kan skabe forandring i menneskers liv, når vi lytter, deler musikglæden med andre på festivaler og formidler budskaber på nye måder gennem kunsten.”
“Min egen musikinteresse startede faktisk som et lille barn, da der var skolekoncerter på min folkeskole ude på landet i Sønderjylland. Det var så inspirerende at møde noget nyt indhold midt i hverdagstrummerummen, og derfor startede jeg selv i musikskole. Jeg ved, hvor vigtigt det er, at LMS arbejder med professionel musik ude, hvor børnene er og virkelig trænger til inspiration. Jeg ser frem til at bringe de erfaringer og perspektiver ind i bestyrelsen og bidrage til, at LMS fortsat kan inspirere børn og unge til en fremtid med musik i livet,” siger Kirsten Ida Bernth Enemark.
Strategi og trivsel
Anne Fløe fra Tænketanken DEA kommer med en mangeårig erfaring fra uddannelsespolitik og analysearbejde i skoleverdenen. Hun ser frem til at bidrage med et strategisk blik på LMS’ rolle og muligheder:
“Jeg kender systemet indefra – både hvordan beslutninger træffes, og hvem der påvirker hvad. De seneste år har jeg også arbejdet en del med børn og unges trivsel, og her fylder kunst og fællesskab mere og mere. Jeg håber derfor at kunne bidrage med et strategisk blik på, hvordan LMS kan stå endnu stærkere – både politisk og i forhold til skolerne.”
“Jeg har fulgt LMS i mange år og ser dem som en vigtig og vedholdende aktør, der tager både børn og kunst alvorligt. Jeg har stor respekt for det arbejde, LMS gør for at sikre, at alle børn – uanset hvor de bor – får adgang til kunstneriske oplevelser i hverdagen. Det er ikke noget, der kommer af sig selv for alle, og netop derfor glæder jeg mig til at være med til at styrke LMS’ stemme i debatten om, hvad der skal til for at skabe gode skoledage for børn. For mig handler det om at få slået fast, at kunst og kultur ikke bare er et hyggeligt indslag, men noget der skaber mening og fællesskab – også i en skolesammenhæng,” lyder det fra Anne Fløe.
Med de to nye medlemmer på plads ser LMS’ bestyrelse nu således ud:
Jens Juulsgaard Larsen
Bestyrelsesleder i LMS og seniorkonsulent i JUULSGAARD
Bestyrelsesperiode: 01.08.2018 - 31.07.2026
Steen Lindgaard
Vicebestyrelsesleder i LMS og Kulturchef i Frederikshavn Kommune
Bestyrelsesperiode: 01.08.2020 - 31.07.2028
Peter Nellemann
Skoleleder i Randers Kommune
Udpeget af Skolelederforeningen
Bestyrelsesperiode: 01.08.2021 - 31.07.2029
Rasmus Krogh
Udpeget af Børne- og Kulturchefforeningen
Kultur- og fritidschef i Brønderslev Kommune
1. bestyrelsesperiode: 01.08.2024 - 31.07.2028
Kirsten Ida Bernth Enemark
Viceforstander på Roskilde Festival Højskole
1. bestyrelsesperiode: 31.08.2025 - 31.07.2029
Anne Fløe
Fagchef, Tænketanken DEA
1. bestyrelsesperiode: 31.08.2025 - 31.07.2029