13. september 2023

Webinar for dig der (måske) vil spille skolekoncerter

Hvordan er det at spille skolekoncerter? Hvordan søger man om at komme med på holdet? Sæt kryds i kalenderen 29/9 kl. 15-16, hvor LMS afholder webinar for alle interesserede musikere.

Levende Musik i Skolen (LMS) er Danmarks største koncertarrangør og sender hvert år omkring 500 professionelle musikere ud for at spille samlet op mod 3000 koncerter for cirka 350.000 elever i de danske grundskoler.

Men hvad kan det give dig som musiker at spille for børn og unge? Hvad lægger LMS vægt på, når der udvælges musikere – og hvordan foregår ansøgningsprocessen?

Alle disse spørgsmål og mange flere kan du få besvaret, når LMS den 29. september kl. 15.00-16.00 indbyder til webinaret ”Spil skolekoncerter for LMS”.

Du deltager i webinaret på DETTE LINK, og det kræver hverken login eller tilmelding at være med.

Til webinaret kan du møde LMS’ producent Jesper Gottlieb, der opridser baggrund, indhold og praktiske detaljer omkring det at spille for LMS. Webinaret er for alle interesserede musikere uanset genre.

Kan du ikke deltage, kan du læse mere om LMS og ansøgningsprocessen HER eller kontakte os pr. mail på lms@lms.dk.

Der er åbent for ansøgninger fra 1. september til 15. oktober 2023 kl. 12.00.