Populært orkester trylles op af hatten
De har lagt lydside til TV og film, vundet internationale priser for deres udgivelser og spiller succesfulde koncerter for alt fra skoleelever til det garvede publikum. Mød Danmarks Underholdningsorkester til LMS Festival 2023.
“Jeg synes, det er vigtigt, at vi til LMS Festival 2023 får signaleret, at vi er en stor del af musiklivet, der samarbejder om at få musik ud til børnene. Koncertløftet er et signal om, at vi faktisk har en fælles vision og ser det som en fælles opgave at nå i mål.”
Sådan lød det fra direktør for Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner (DEOO), Asbjørn Keiding, da LMS kort før sommerferien kunne præsentere Koncertløftets rolle ved dette års LMS Festival.
Nu, godt seks uger inden festivalen løber af stablen, er det heldigvis sikkert at sige, at dén vision nok skal blive til virkelighed. En række danske ensembler og orkestre har nemlig sagt ja til at give koncert til festivalen som repræsentanter for Koncertløftet – og det kommer ikke til at gå stille af sig, når de stiller op med alt fra 5 til hele 14 musikere!
Én af de fem musikalske spillere er ingen ringere end Danmarks Underholdningsorkester, som på festivalen vil opføre deres populære produktion til de yngste, De Magiske Musikkapper.
Børn har krav på klassisk
“Fortællingen De Magiske Musikkapper foregår som et samspil mellem børnene, deres bamser – og så musikernes instrumenter, som desværre er blevet uvenner. Det store spørgsmål er: Kan bamserne og instrumenterne hjælpe hinanden med at få magien tilbage og finde melodien?”
Sådan fortæller B&U projektudvikler og formidler ved Danmarks Underholdningsorkester, Christine Skou om “De Magiske Musikkapper”. Sammen med en blæserkvintet udgør hun det musikalske hold bag produktionen.
“I Danmarks Underholdningsorkester arbejder vi hele tiden på, hvordan vi kan inddrage børnene så meget som muligt i vores skolekoncerter. Vi prøver at “bonde” med børnene, så de får en følelse af, at vi laver en koncert sammen,” siger Christine Skou og fortsætter:
“Vi laver et ret omfattende forberedelsesmateriale med opgaver og sjove videoer i øjenhøjde, og så besøger vi ofte børnene på skolen og i børnehaven inden koncerten, hvor vi laver workshops med bl.a sang, dans og skabende opgaver.”
Til årets LMS Festival skal Danmarks Underholdningsorkester spille to koncerter, for en række børn fra Holbæk – og deres bamser, naturligvis. I ugerne inden koncerten skal børnene i publikum blandt andet forberede sig ved at lave deres egne fantasifulde bamsekapper og øve sange med fagter. Christine Skou fortæller, at orkestret glæder sig til at tage del i festivalen som repræsentant for både Koncertløftet og for den klassiske musik generelt.
“Vi synes, at børn har krav på at blive præsenteret for klassisk musik, da det kan skabe et særligt fordybelsesrum, som børn helt intuitivt forstår, når de er tæt på instrumenterne og kan mærke vibrationerne og stemningen. Dét rum håber vi også, at vores publikum til LMS Festival vil kunne mærke,” siger Christine Skou.
Har fundet sin plads i Koncertløfte-puslespillet
I modsætning til mange af de andre ensembler, der også er en del af Koncertløftet, er Danmarks Underholdningsorkester ikke bundet til et bestemt geografisk område. Det betyder, at orkestret i forskellige konstellationer rejser land og rige rundt for at give skolekoncerter.
“Vores skolekoncertforløb bliver bl.a. realiseret i samarbejde med kommuner og fonde. Vi prøver at kile os ind med de ’store brag’ – altså med et stort orkester, en fortæller og måske et par solister,” siger Christine Skou.
Ifølge hende er det netop orkestrets geografiske frihed og størrelse, der har gjort, at Danmarks Underholdningsorkester har fundet sin rolle i Koncertløftet:
“Vi afholder også kammermusikbesøg på skolerne, men der er ingen grund til, at vi tilbyder vores mindre formater, der hvor LMS eller nogle af de andre aktører allerede er. Vi prøver at være aktive i de kommuner, hvor der ikke sker så meget. Vi har fokus på områder, hvor landsdelsorkestrene er for langt væk. Vi når ud der, hvor de andre ikke kan nå – det er målet.”
Og så skal man ifølge Christine Skou heller ikke undervurdere værdien af det faglige samarbejde og netvæk, der er imellem Koncertløftets aktører:
“Vi deltager løbende i udviklingssamtaler og netværksmøder med de andre parter i Koncertløftet. Det er rigtig vigtigt, at vi kan få inspiration og lære af hinanden, så vi tilsammen kan nå endnu længere ud med musikken – for der er desværre stadig masser af børn, der ikke får de her musikalske oplevelser,” siger Christine Skou.
I løbet af de kommende uger fortsætter vi hos LMS med at sætte spot på det særlige ved Koncertløftet, når vi præsenterer flere af de fantastiske ensembler og orkestre, du kan møde på festivalen.