Efterspurgt forskning søsættes
Skolekoncerternes relevans og betydning kortlægges og formidles nu og de næste tre år i Fase II af det omfattende forskningsprojekt ‘Når Musikken Spiller’.
Op mod 400.000 danske grundskoleelever møder i år det professionelle musikliv gennem LMS Skolekoncerter. Men hvilken indflydelse og betydning har koncerterne og det levende møde egentlig på eleverne enkeltvis og i fællesskab?
Det tager forskningsprojektet ‘Når Musikken Spiller – Fase II’ nu hul på at undersøge og formidle. Projektet bygger videre på erfaringerne fra Fase I, der – baseret på få data – afdækkede forskellige tendenser i relation til skolekoncerterne. Disse tendenser vil nu, med Fase II, blive undersøgt gennem en langt mere dybdegående indsats og efterfølgende formidlet til relevante fagfolk og beslutningstagere.
Helt overordnet kommer Fase II til at bestå af tre arbejdspakker, der tilsammen udgør det treårige forskningsprojekt: En ph.d.-afhandling, en tværgående forskergruppe, som skal kvalificere ph.d.’ens arbejde samt en kommunikations- og formidlingsindsats, der skal udbrede den indsamlede viden på både kommunal og national plan.
Kulturlivet begejstret for udsigt til ny viden
Blandt kulturlivets parter samt i skoleverdenen er der stor opbakning til forskningsprojektet. Dansk Live udtaler, at der ‘mangler viden’ på området, mens Skolelederforeningen kalder forskningsinitiativet for ‘vigtigt’.
Esben Danielsen, direktør for Kulturens Analyseinstitut, mener, at forskningsprojektet er en længe ventet kortlægning af, hvilken effekt de mere end 3000 årlige skolekoncerter egentlig har på landets børn og unge:
“Levende Musik i Skolen er et af landets største initiativer for, at kunsten kommer ud til vores børn – ja, faktisk med målsætningen ‘alle vores børn’. Derfor er det meget centralt, at denne kæmpe indsats følges tæt af dygtige forskere. Så vi opsamler og forstår, præcis hvad livemusik gør i mødet med børn i deres daglige miljø,” siger Esben Danielsen.
Hos Statens Kunstfond har de ligeledes øje for det nystartede forskningsprojekt:
“Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik har gennem mange år understøttet LMS' formål om, at elever over hele Danmark oplever professionelle livekoncerter i mangfoldige genrer i skoletiden. Derfor vil vi også hilse ny forskning velkommen som et interessant og relevant bidrag til den allerede kendte viden, der har fastslået den levende musiks positive indflydelse på børn og unge,” siger Lena Brostrøm, der er udvalgsleder for kunstfondens Projektstøtteudvalg for Musik.
Forskning i levende musik skal styrkes
‘Når Musikken Spiller – Fase II’ er forankret i Center for Grundskoleforskning (CfG) og har forskere med fra Syddansk Universitet, Professionshøjskolen Absalon, VIA Aarhus og UCN, læreruddannelsen. Bag projektet står Levende Musik i Skolen som projektejer, mens projektets forskningsdel er ledet af Mikkel Snorre Boysen, docent og ph.d. ved Professionshøjskolen Absalon.
Ligesom både kulturliv og skoleverden hilser den nye forskning velkommen, mener Mikkel Snorre Boysen også, at projektet ‘Når Musikken Spiller – Fase II’ falder på et felt, som mangler forskning.
“Vi har stor brug for at styrke musikforskning og musikpædagogisk forskning i Danmark. Musikken er meget betydningsfuld i børn og unges hverdag, men forskningen inden for området er begrænset,” fortæller han.
Han fremhæver, at projektet går ind i et område, hvor der fortsat mangler systematisk viden, og at projektets struktur – med samarbejde på tværs af kompetencecentre, universiteter og professionshøjskoler – er afgørende for at løfte forståelsen. Hos Center for Grundskoleforskning er centerleder Nikolaj Elf enig i denne betragtning, og han håber, at forskningsprojektet vil kaste nyt lys over et forholdsvist uudforsket felt:
“Forskningsprojekter om musik i skolen hænger ikke på træerne. Tværtimod er de ret sjældne. Det gør at vi mangler empirisk viden om, hvordan musik er en del af skolens virkelighed, hvordan elever møder den, og hvad det kan bidrage med til deres lærings- og dannelsesprocesser,” siger Nikolaj Elf og afslutter:
“Derfor er ‘Når Musikken Spiller’ så unik. Her får vi mulighed for at komme tættere på skolekoncerters betydning for elever. Vi får adgang til empirisk materiale, der vil gøre det muligt at beskrive og dokumentere, hvad der foregår. Det vil få stor betydning for at kvalificere skolens udvikling musikpædagogisk og musikdidaktisk.”
Første spadestik taget
Projektets ph.d.-afhandling udarbejdes af lektor ved Professionshøjskolen Absalon, Thomas Thorsen – og det var netop Thomas Thorsen, der d. 1. maj tog første spadestik i Fase II-projektet, da han påbegyndte arbejdet med ph.d.’en.
“Jeg er meget glad for at være en del af et forskningsprojekt, der sætter fokus på professionelle skolekoncerters betydning for elevers dannelse og fællesskab. Det bliver særligt interessant at undersøge, hvordan koncertoplevelserne kan skabe fælles referencer og åbne muligheder for resonans blandt elever med forskellige baggrunde. Samtidig ser jeg frem til at arbejde med udvikling af forskningsmetoder, der kan indfange elevernes oplevelser og perspektiver på valide og nuancerede måder,” siger han.
Også hos LMS vækker projektets opstart begejstring. Direktør Gitte Abildtrup fortæller, at det for LMS er af stor betydning, at der med Fase II bliver mulighed for at intensivere forskningen og dykke grundigt ned i nogle af de områder og teser, Fase I var med til at afdække.
“Med Fase I fik vi for første gang skabt en teoretisk rammesætning for, hvad der sker under et forløb med koncert og undervisningsmateriale og at koncertens betydning rækker langt udover ‘en god musikalsk oplevelse’. Med Fase II får vi mulighed for at komme denne betydning meget nærmere,” siger Gitte Abildtrup og uddyber:
“Målet er, at vi ved projektets afslutning kan præsentere solide konklusioner, fremfor at forskningen blot ‘peger på’ hvornår og hvordan de professionelle koncerter påvirker eleverne – blandt andet i forhold til engagement, fællesskab og dannelse. Dermed giver vi politikere og andre beslutningstagere et konkret sprog for, hvorfor det er vigtigt at prioritere den levende musik i skolen.”
‘Når Musikken Spiller – Fase II’ er realiseret med generøs støtte fra Augustinus Fonden samt Knud Højgaards Fond.
I denne PDF finder du citater fra flere af kultur- og skolelivets vigtigste parter, som fortæller, hvordan de forholder sig til ‘Når Musikken Spiller – Fase II’.