Elever bliver klogere på Grønland gennem musik
Projektet “Lyden af Grønland i dag” har kørt henover efteråret og fortsætter i det nye år.
For et år siden modtog LMS 335.000 kroner til et koncert- og formidlingskoncept, der skal styrke kendskabet til Grønland.
Tre grønlandske produktioner skal på turné under konceptet, der har fået navnet “Lyden af Grønland i dag”. Det drejer sig om den samfundskritiske rapper Tarrak, metalbandet Sound Of The Damned og trommedanser og sanger Nuka Alice Lund.
Mere end en god koncertoplevelse
Tarrak har spillet otte skolekoncerter dette efterår, og han skal spille 10 koncerter igen til foråret. Én af de skoler, der har haft den grønlandske rapper på besøg, er Søndervangskolen i Aarhus Kommune.
“Det var helt fantastisk at have Tarrak ude, fordi han kommer med noget, man ikke møder hver dag. Han var enormt god til at fange eleverne, og det var jo ikke bare en god koncertoplevelse, men vi fik faktisk noget opdateret viden med om Grønland, og hvilket samfund det er i dag. Vi fik også rykket lidt på nogle fordomme om Grønland, det er så meget mere end kongefamilien og hundeslæder,” siger Lene Mølgaard Jensen, som er kontaktlærer for LMS på Søndervangskolen.
På Mønsted Skole, hvor Jakob Busch er pædagogisk leder, havde de i oktober en skolekoncert med det grønlandske metalband Sound Of The Damned.
“Det var en virkelig god koncert, som var meget i øjenhøjde med eleverne, og hvor bandet henvendte sig direkte til eleverne. De unge var tilbagetrukne til at starte med, men bandet lykkedes virkelig med at få dem med,” siger Jakob Busch.
Super udgangspunkt for undervisning om rigsfællesskabet
Til hver koncertproduktion hører et undervisningsmateriale, hvor eleverne blandt andet kan lære om ansigtstatoveringer, det grønlandske sprog, Grønlands historie og det moderne Grønland.
“Det var fedt at se og lære om Tarraks ansigtstatoveringer og deres betydning, som vi ikke rigtig hører om ellers. På baggrund af undervisningsmaterialet havde vi nogle gode snakke om, hvorfor de unge i Grønland har brug for at finde tilbage til deres historie og kultur,” siger Lene Mølgaard Jensen og fortsætter:
“Det er et super udgangspunkt for undervisning om rigsfællesskabet og Grønland at have det her levende musikalske møde med den grønlandske kultur. Det er altid godt for eleverne at have noget at hænge ny viden op på, og der fungerer koncerten med Tarrak som en krog for dem.”
Udover større indsigt i Grønland, var der også en sidegevinst ved undervisningsmateriale og koncert for Søndervangsskolen, som har mange tosprogede elever.
“Vi har haft nogle gode diskussioner om, hvordan det er at komme med en anden kultur til Danmark, og hvordan man får det til at hænge sammen. I det hele taget det med at føle, at man skal passe ind et sted og måske ikke helt gør det. Her var Tarrak et levende bevis på, at man godt kan bruge det, man kommer fra til nogle fede ting her i Danmark,” siger Lene Mølgaard Jensen.
Vigtigt samarbejde
Udover de enkelte undervisningsmaterialer til hver koncertproduktion bliver der også produceret et generisk undervisningsmateriale om Grønland, der kan bruges uafhængigt af koncerterne, så det ikke kun er skoler, der får besøg af de grønlandske LMS-koncerter, der får glæde af projektet.
LMS har i hele forløbet arbejdet tæt sammen med Arctic Sounds Management, som har hjulpet med både viden om Grønland og formidling og kontakt til relevante, grønlandske kunstnere.
“Selvom vi har dygtige producenter, der arbejder med koncertformidling og undervisningsmaterialer, er ingen af dem eksperter i Grønland. Så vi er virkelig glade for vores samarbejde med Arctic Sounds Management. Vi kunne ikke gøre det her uden deres ekspertise og kompetencer,” siger LMS-direktør Gitte Abildtrup.
Arctic Sounds Management er også glade for samarbejdet med LMS, og er meget begejstrede for, at undervisningen om den grønlandske kultur tager afsæt i et musikalsk møde. Det fortæller Jacob Froberg, direktør for Arctic Sounds Management:
“Vi ser det som en helt central del af undervisningen om Grønland i de danske folkeskoler, at børnene faktisk møder nogen fra Grønland. I det her tilfælde kunstnere og musikere. Et af de slogans, som går igen blandt de unge kulturaktører, aktivister og politikere i Grønland i dag, er "Nothing about us without us". Det handler om, at det bør være grønlændere selv, der fortæller historierne om Grønland og ikke folk udefra,” siger Jacob Froberg.
Det undrer Jacob Froberg, at undervisning om Rigsfællesskabet først blev obligatorisk i danske folkeskolers historieundervisning fra skoleåret 23/24, fordi, som han siger, der er meget obligatorisk undervisning om Danmark i de grønlandske skoler.
“Vi håber selvfølgelig, det både kan give børnene et indblik i det moderne Grønland, i grønlandsk kultur generelt og være med til at punktere nogle af de mange fordomme som eksisterer bredt i det danske samfund. Sekundært kan det jo også være en kærkommen lejlighed for de mange børn med grønlandsk baggrund, som bor i Danmark, for at snakke om deres kultur med deres klassekammerater,” siger Jacob Froberg.
Vil du læse mere?
Koncerterne med de grønlandske kunstnere fortsætter i foråret og også i det kommende skoleår vil LMS’ kataloget have grønlandsk islæt. Herudover kan det generelle materiale sagtens bruges også uden besøg af kunstnere fra Grønland.
Find alle undervisningsmaterialerne om Grønland og de grønlandske kunstnere her:
Generelt materiale om Grønland
Undervisningsmaterialet til Nuka Alice Lunds koncerter kommer i forbindelse med hendes turné i 2026.