Ensembler står bag Koncertløftet fra øst til vest
Selvom de to regionale ensembler Storstrøm og MidtVest hører hjemme i hver deres ende af landet, deler de visionen om meget mere musik til børn og unge.
Med kun en lille måned til LMS Festival, fortsætter vi nu med præsentationen af to af de regionale ensembler, der skal give koncert til årets festival: Ensemble Storstrøm, der har base på Lolland, og Ensemble MidtVest, der har base i Herning.
De to ensembler bliver – sammen med blandt andre Danmarks Underholdningsorkester – festivalrepræsentanter for den nationale musikalliance Koncertløftet, der for første gang i år står som medarrangør af LMS Festival. Inga Rømer, producent hos Ensemble Midtvest, fortæller, at de hos dem ser meget positivt på, at flere Koncertløfteparter snart skal samles i Holbæk:
“Det er super vigtigt, at alle os, der er en del af Koncertløftet, står sammen omkring at præsentere børn og unge for musikken,” siger Inga Rømer og uddyber:
“På mange måder har vi stadig et stort arbejde foran os i forhold til at samle de mange dygtige og engagerede musikalske kræfter, vi har her i landet. Hvis vi skal åbne børnenes ører og lære dem at være nysgerrige på al slags musik, så er det helt nødvendigt, at vi arbejder sammen – og det tror jeg, at LMS Festival vil skabe et rigtig godt rum for,” siger Inga Rømer.
I den anden ende af landet sidder Nina Ulf Jørgensen, der er B&U-producent hos Ensemble Storstrøm. Hun fortæller ligeledes, at det for Ensemble Storstrøm var en meget nem beslutning, da LMS inviterede til festival:
“Den bevægelse og det budskab, Koncertløftet skubber til på landsplan, er vigtig. Hvis vi skal nå til et punkt, hvor alle landets børn møder professionel livemusik hvert år, skal vi dele vores viden og ressourcer og tale med samlet stemme – og det kan vi jo netop, når vi mødes til sådan en festival,” siger Nina Ulf Jørgensen.

Eventyr og eksperimenter
At både drager og regnorme i år er at finde på LMS Festival, sker også takket være ensemblerne MidtVest og Storstrøm. Begge orkestre stiller nemlig til festivalen med en musikalsk historiefortælling.
Fra vest medbringer Ensemble MidtVest produktionen “Med Musikken på Eventyr”, hvor tonerne både skal skabe lykkelige følelser og vække den grufulde drage til live. Om forestillingen fortæller producent Inga Rømer:
“Publikum kan glæde sig til en sjov og anderledes oplevelse. Vi vil skabe en historie sammen med børnene, hvor musikerne sætter rammen, men hvor de selv skal bygge karaktererne ved at vælge forskellige lyde og instrumenter. For eksempel skal de vælge, hvilket instrument der lyder som den farlige drage,” siger Inga Rømer.
Fra øst medbringer Ensemble Storstrøm deres produktion “Kan orme høre?” – en vellydende, videnskabelig rejse ind i musikken, hvor operasanger Sten Byriel vil agere Charles Darwin.
“Man skal være forberedt på at opleve noget, man aldrig har oplevet før, og man skal gå ind i det med åbne sanser. Publikum kommer med ind i Darwins arbejdsværelse, hvor han laver eksperimenter med regnorme for at få svar på det helt store spørgsmål: Kan orme høre,” fortæller B&U-producent Nina Ulf Jørgensen om forestillingen.
Desuden fremhæver hun, at “Kan orme høre?” er et fantastisk eksempel på, hvilken værdi samarbejdet i Koncertløftet kan skabe for grundskolens børn og unge:
“Undervisningsmaterialet til den her forestilling er udviklet i samarbejde med LMS’ producenter. Det betyder, at når jeg sender materialet ud til skoler, der allerede bruger LMS’ skolekoncertmaterialer, så kan lærerne genkende formen og har derfor meget nemmere ved at få det brugt,” siger Nina Ulf Jørgensen og fortsætter:
“Så den her produktion er et godt eksempel på, hvordan LMS og et regionalt ensemble kan hjælpes ad med at få musikoplevelser af højeste kvalitet ud til børnene – og på den måde supplere hinanden meget smukt.”
Du kan finde endnu mere information om ensemblernes forestillinger og LMS Festival 2023 ved at trykke her.